Spørgerundesvar, del 5

collagenm

Anne Kathrine spørger: Hvordan ville du have det med at flytte på landet aka ud af København på et tidspunkt? Er non-København totalt no go eller kalder landet nogle gange?

Lige nu elsker jeg København, men jeg er ikke totalt afvisende over for idéen. Der er også noget virkelig fint ved masser af plads, stilhed og grønt overalt.

Hvad er dine tanker om at få børn?

Det har jeg svaret på i dette indlæg. 🙂

Hvad er din bedste force når det kommer til dates og at score? Hvad er din største udfordring/hæmsko i samme?

Jeg er eddergod på skrift. Kæk og skarp og flirtende, men når jeg sidder ansigt til ansigt med en person, og jeg ikke har to minutter til at overveje mit svar, så er jeg straks meget mere akavet. Jeg tror også, jeg har skuffet et utal af læsere med min fysiske tilstedeværelse på den konto. Undskyld!

Hvis du kunne give dig selv for 10 år siden er konkret råd, hvad skulle det så være? (Konkret råd. Ikke “tro mere på dig selv”-halløj men som i “tag ikke med Mette til Roskilde festival i 2010”, “begynd ikke på læge-studiet” eller “køb ikke Buffalo støvlerne i pink”.)

Bliv ikke kærester med ham den søde københavner. Han kommer til at fucke hele dit liv op.

Anita spørger: Hvad drikker du dig helst stiv i?

Champagne.

Håber du at dine børn arver dine krøller?

Jeg refererer igen til dette indlæg. 😉

Hvad er din favorit kage?

Kanelsnegle.

Ida spørger: Hvordan kan det være, at du deler så meget så tidligt i et datingforløb som med tinder-manden? Det kan måske lyde som et lidt negativt spørgsmål, men sådan er det ikke ment. Jeg ville nok bare blive lidt skræmt, hvis jeg var ham, og jeg ville også være bange for at skræmme ham væk, hvis jeg var dig. Trods det synes jeg, det skidesjovt at følge med i! Er bare nysgerrig omkring dine tanker om det.

Jeg synes, det er skægt, at I er flere, der synes, jeg deler meget om ham. I realiteten, og sammenlignet med resten af mit liv, har jeg jo fortalt meget, meget lidt om ham og intet konkret overhovedet. Indtil han kender til bloggen og selv kan bestemme, hvor meget eller lidt han vil involveres, så bliver det også nok ved de mere overordnede opdateringer, men at skære dem helt fra ville også være unaturligt for mig, fordi jeg er vant til at dele så meget herinde.

Kat K spørger: Tænker du nogensinde over at der sidder flere tusinde mennesker og læser eller kommer til at læse det, du skriver/sender ud på snapchat?

Meget sjældent. Man bliver ret hurtigt talblind, tror jeg, og jeg er jo lidt den pessimistiske type, så jeg fokuserer mest på, at der er folk, der har mange flere følgere end mig, i stedet for at fokusere på, hvor mange følgere jeg har. Det er fandme så dumt.

Var du ikke skidebange for at gå prof med bloggen?

SKRÆKSLAGEN.

Bruger du nogensinde din(e) uddannelser i dit arbejde med bloggen (læser selv engelsk og synes det er enormt spændende at se hvor folk ender)?

Ja, jeg bruger meget min sproglige viden, når jeg skriver, men det er efterhånden så naturligt inkorporeret i mig, at jeg ikke aktivt bemærker det. Det er især formidling og retorik, jeg har haft meget glæde af, og som der har været en del fokus på i min uddannelse, fordi jeg havde et litterært omdrejningspunkt.

Maria spørger: Du har vist nævnt din ekskæreste et par gange og omtalt han som lidt af en røv. Hvis du mødte ham på gaden ville du så skynde dig videre, hilse på ham eller eller…

Jeg skriver sjældent noget på bloggen om en person, jeg ikke har sagt eller ville sige til personen ansigt til ansigt, så han er udmærket klar over, hvad jeg mener om hans opførsel. Men selvom vi ikke har kontakt nu, så har vi kendt hinanden i mange år, og vi kender hinanden godt, så jeg tror, der ville være en krammer og to minutters hvordan-går-det. Det var jo ikke altid skidt.

S spørger: Hvad er Franks yndlingsfarve?

Madfarvet.

Hvis du ikke havde brugt din ungdom på heste, hvad tror du så interessen havde været?

Nu brugte jeg ikke hvert levende minut på heste, men ellers tror jeg bare, jeg havde været almindeligt teenagesocial et andet sted.

Hvad interesserer du dig for i dag, har du nogle hobbies?

“Hobbies” er det mest nederen ord i verden. Det lugter bare sørgeligt, uanset hvordan man vender og drejer det. Men udover bloggen bruger jeg tid på bøger, gastronomi, aaaaalle tv-serier i verden, high end fashion (i særdeleshed sko), almindelig socialisering, og så er jeg blevet helt vildt glad for crossfit. (Bahahahaa!!)

Hvem er din yndlingskomiker? Kan du lide comedy?

Jeg går ikke synderligt op i comedy. I hvert fald ikke i dansk comedy. Jeg synes tit, der bliver lidt for ivrig kamp om at finde laveste fællesnævner, men jeg synes Jonatan Spang i kraft af sin uddannelse som skuespiller er noget mere nuanceret end de fleste. Jeg kan nærmest “Damer” udenad.

Maria spørger: Hvis du skulle giftes i morgen, hvilke sko ville du så have på?

Jeg har altid sagt, at mine sko skulle være mit “something blue”, og jeg ville helt sikkert investere i et par af de sko, der er på min sko-bucket list. Fx Casadeis klassiske “blade heel” eller “Ava”, som Nicholas Kirkwood har med i en eller anden variant i stort set alle sine kollektioner, men som jeg stadig har til gode at finde i den helt rigtige, blå farve.

 

Læs også første, andet, tredje og fjerde indlæg med svar.

Kommentarer (10)

  • Jonatan Spangs “Familie” er det mest fantastiske show til dato. Måske er det bare fordi jeg elsker at hate på min egen familie, hahaha.

    Anyway, jeg ville bare lige sige at jeg godt nok ikke har mødt dig, men i de videoer du optræder i, synes jeg du virker meget lig den måde du udtrykker dig skriftligt. Altså du virker helt vildt sjov, selvom du ikke har haft to minutter til at tænke over hvad du vil sige, og det er en ting jeg misunder en hel del 😀

    • Videoer er også lidt noget andet, for der skal man bare tale ind i et kamera. Det er værre, når der sidder et rigtigt mennesker over for en! 😀

  • Prøv kanelsnegle med kagecreme indeni. Hvis du altså laver dem selv 😀
    Og selvfølgelig stadig remonce. Bare også lige kagecreme med remonce.

  • Jeg tror Ida spørger om du mener over for ham og ikke i forhold til bloggen, men det kan self være jeg forstår spørgsmåle forkert 🙂

    • Det kan godt ske, det er sådan, spørgsmålet skal forstås, men i så fald forvirrer det mig lidt, for jeg har ikke rigtigt fortalt noget om, hvad jeg har delt med ham.

  • At Spang er mere nuanceret i kraft af sin uddannelse som skuespiller? Åh, det er vel egentlig noget af en konklusion. Men hey, jeg er vild med både ham og din blog, så pyt! 😊 Jeg er VILD med dine skriverier og nyder din korrekthed (ja, i emnets anledning) i sproget!

    • Joeh, det kan man måske godt mene, men som skuespiller er man nu engang uddannet i at bruge sin krop og tale til at opnå den ønskede reaktion fra publikum. Derfor synes jeg, Jonatans stand-up er en anelse mere gennemarbejdet end bare at stå på en scene og sige sjove ting. Dermed ikke sagt at hans emner nødvendigvis adskiller sig voldsomt, men hans behandling af dem gør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.