Miriam tester: DIY bikinivoks med Veet

img_3695Det her indlæg bliver måske lidt too much information for nogle mennesker, så hvis du nu har dig selv mistænkt for at være lidt sart med den her slags snak, så spring endelig over! 😀

Jeg havde jo sådan set planlagt, at jeg ville prøve at kaste mig ud i en intimvoks. Fordi. Min hud ville tilsyneladende hellere, at vi havde levet i de glade 70’ere, hvor frisuren i de nedre regioner hed fuld busk. Derfor bliver den enormt vred, når jeg forsøger at snige mig til at slippe af med hårvæksten dernede, og jeg bliver regelmæssigt belønnet med alt fra skægpest til indgroede hår. Wuhu! tiltrækkende. Det idelle er derfor at fjerne hårene med roden, for det største problem opstår, når hårene begynder at vokse ud igen, og på den måde går der ligesom længst tid, før det sker.

Jeg overvejede at få nogle andre til at gøre det for mig, for jeg stoler ikke helt på mig selv når det kommer til meget varme ting. Google tog mig derfor med rundt til diverse københavnske skønhedsklinikker, men det den absolut laveste pris, jeg kunne opstøve, var 350 kroner for en brazilian, og så skulle man også være fast kunde. Det er ikke, fordi jeg egentlig synes, prisen er meget urimelig – jeg er bare for fattig og/eller nærig til at betale den.

I stedet gik jeg i Matas, hvor ovenstående kit var på tilbud til 75 kroner. (Normalprisen ligger vist på en hund.) Og så besluttede jeg mig for at gå den vej. Jeg selvvoksede en del i mine tidlige 20’ere, og jeg husker det som både smertefuldt og besværligt, men det måtte jo komme an på en prøve.

Prøven gav helt ærligt min hukommelse tæsk. Det tog måske 2o minutter, og det var ikke mere ubehageligt end at plukke øjenbryn. Enten er min smertetolerance steget, eller også har de ændret deres produkt. Uanset hvad er jeg i hvert fald glad for, at jeg gav det et forsøg. Den overordnede dom er som følger:

Plusser:

  • Prisen er virkelig lav sammenlignet med at få det gjort professionelt. Der er til mange, mange gange i den bøtte voks der, og stripsne kan selvfølgelig genbruges
  • Det holder meget længere, end hvis du bruger en skraber. Sådan, flere uger længere. Og huden er meget blødere end selv lige efter en barbering. Der er ikke skyggen af stikken!
  • Selvom man er lidt rød lige umiddelbart efter, så forbliver min hud ellers uirriteret, indtil hårene begynder at vokse ud igen. Kæmpe fordel!
  • Det er ret idiotsikkert, og man slipper for at bløde ud over det hele, hver gang man skifter barberblad.

Minusser:

  • Man kan pinedød ikke nå alle områder, så man ender altså ikke med samme resultat, som hvis man bliver vokset på en klinik. For mig betyder det ikke så meget, for min hud bliver mest irriteret på de områder, der er lettest at nå selv med voksen, men har man mere sensitiv hud end mig, kan det måske være nødvendigt at få det gjort på en klinik.
  • Det er noget værre gratværk, som man siger på jysk. Jeg havde voks ud over det hele, da jeg var færdig, og det er eddermame noget klistret stads. Heldigvis kan det vaskes af med almindeligt varmt vand, men man skal stadig holde tungen lige i munden, mens man arbejder.

Overordnet set er jeg enormt glad for at have kastet mig ud i at selvvokse igen. Det er både lettere og meget mere smertefrit, end jeg huskede det, og jeg ser frem til igen at slippe for alle ulemperne, jeg oplever ved traditionel barbering. Tommel op.

Kommentarer (22)

  • Fedt, at du deler din erfaring med dette! Med fare for at lyde totalt creepy, så synes jeg altså, at der bliver talt alt, alt for lidt om intimbarbering/bikinivoks på blogs. Altså, jeg er rimelig ny på det marked (evig single, men er vist ved at have fundet en…) og kunne virkelig godt bruge en masse do’s og dont’s og anbefalinger til specifikke skrabere, metoder, andres selvvoks-erfaringer osv. Måske der kunne tænkes et indlæg, hvor dine læsere kunne dele personlige erfaringer?

    • Det synes jeg faktisk, du har ret i. Det er et lidt sært tabu, for de fleste gør det, tænker jeg. Skal lige overveje, om vi kan finde på noget for at komme det til livs. 🙂

  • Vil gerne smide en anbefaling vedr. gratværket – KOKOSOLIE! Tag en ske af dette og smør på huden, hvor restvoksen sidder, anvend evt vatrondel, og masser lidt frem og tilbage – så er voksen væk, og huden endnu blødere:)

  • Jeg forstod ikke, hvorfor du ikke snappede, at du rev en strimmel af, da du voksede….. Det forstår jeg godt nu!!! 😂😂😂

  • Til dem som ikke er til det skaldede look men som heller ikke er til fuld busk, så kan jeg virkelig anbefale at trimme sig. Jeg har simpelthen købt den billigste skægtrimmer føtex havde og den fungerer super godt for mig. Den metode har jeg brugt i årevis og har ikke planer om at stoppe. Jeg undgår irritation og røde knopper og så synes jeg det er den “frisure” der er pænest.
    Blot et tip, nu da vi taler om intimbarbering 🙂

    • Det bliver også mere og mere populært. Personligt er jeg ikke så vild med hår, men det er jo en smagssag. 🙂

    • Jeg er enig! Jeg har altid hadet at barbere mig, for min hud blev sart og KLØEN i dagene efter var det værste. Jeg er også gået over til trimmer og hold kæft, hvor er det befriende, helt ærligt. Jeg er egentlig heller ikke vild med hår, men jeg er så glad for at slippe for alt ubehaget, og min kæreste er ligeglad 🙂

  • Kan virkelig anbefale shavesafe. Også i forbindelse med voksning. Er helt sikker på at Nanna gerne smider en gratis prøve efter dig, mod en test 😊 Det er seriøst det eneste der virker for mig

  • Undskyld, jeg er simpelthen nødt til at spørge (og så må du selv vurdere om du vil svare 😉 ).. Men… Voksede du kun ‘udvendigt’ eller? Ikke at jeg har prøvet, men jeg ville bare umiddelbart tænke, at de hår der sidder mere ‘indvendigt’ og længere omme (ja, jeg mener i nummi) vil gøre temmelig avs at hive ud med rod? :-/ 😀

    • Jeg tror egentlig ikke, der er så stor forskel i smerten, det er mere, at det er ret svært at nå, så hvis man vil have vokset den del, skal det nok gøres professionelt. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.