Jeg er jo Bridget Jones #249

hjklbnm

1. Holy fuck. Antallet af mennesker, der har tippet mig om, at man kan få Ben & Jerry’s til 39 kroner i både Bilka, Føtex og Netto hele måneden (så vidt vides). Vi kommer til at rulle ind i november!

2. I forgårs tabte jeg min læbepomade ned bagved sengen. Mit soveværelse er så lille, at min seng ikke rigtigt kan trækkes ud fra væggen, og jeg magtede ikke at skulle til at kravle rundt nede under den med den mængde edderkopper og nullermænd, der uundgåeligt må bo der, så jeg gik ud i skabet og hentede en ny i stedet. #YOLO

3. Der går en leverpostej-kampagne rundt i blogland i disse dage, og jeg er simpelthen så misundelig. Det er naturligvis ikke et lige så glamourøst produkt som Malene Birger, Moët, eller hvad der ellers flyder rundt, men jeg fucking elsker leverpostej.

4. Jeg er selvfølgelig endnu mere misundelig på dem, der har været i Disneyland, men helt ærligt, så er man jo automatisk diskvalificeret fra den slags bloggerfrynsegoder, når man ikke har børn. Og det, synes jeg faktisk, er for dårligt. Jeg har været Disney-fan længere end de børn tilsammen, og jeg ville stensikkert lægge flere penge på is!

5. For et par dage siden rendte jeg på min nabo i vores elevator. (Jeg havde virkelig høje sko på, så behøver man ikke tage trappen!) Hun havde hørt, at jeg var blevet færdig på studiet og ville lige fortælle mig, at hvis jeg ikke kunne få et job, så kendte hun et sted, hvor man kunne få lavet sin egen hjemmeside til 3.000. Tretusinde?! Jeg nænnede næsten ikke at fortælle hende om WordPress.

6. Jeg er ret glad for, at det endelig er blevet efterår – mest fordi det bliver mindre tydeligt, hvor meget mine vinduer trænger til at blive vasket.

7. Min tomatplante får sparket en af de kommende dage. Den har vokset sig fuldstændig enorm – den når loftet! – men alligevel er det kun lykkedes mig at få tre snolde tomater ud af den. Jeg bliver vist aldrig gartner.

8. I tirsdags var jeg så uendelig distræt, at jeg i Meny var omkring tre sekunder fra at betale for en anden kundes varer. Hun var gået ned for enden af båndet for at pakke i poser, og da der ikke stod nogen foran kassedamen, da hun sagde totalen, gik min hjerne automatisk ud fra, at det var min tur. Jeg nåede både at sætte kortet i og taste min kode.

9. Jeg har vinket pænt farvel til Elitedaters igen. Folk er så sparsomme med deres breve derinde, at min selvtillid slet ikke kan holde til det!

10. Sidst, men ikke mindst er det i denne uge lykkedes mig at lave en vaskeægte Eva. Altså hende fra Skam. Jeg skulle skrive “Arh, hvorfor tog du ikke mig med?” til MM, fordi hun tog ind for at se Bridget, og jeg faktisk gerne vil se den igen. I stedet fik jeg skrevet “Arh ha”, og da jeg ville slette a’et, fik jeg trykket på enter og ikke backspace. Nu kender jeg selvfølgelig efterhånden MM lidt, så det er ikke helt så pinligt, men hvorfor ligger backspace og enter overhovedet så tæt på hinanden?!

Kommentarer (24)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.