Jeg er jo Bridget Jones #244

SKAM

1. Jeg elsker Malacos Super Mix. Jeg elsker mindre, at et af de der fodboldformede karamelbolcher for et par dage siden gjorde, at jeg kunne høre en knasende lyd og efterfølgende spytte et godt stykke knækket tand ud hånden. Men de er nu altså djævelsk gode, de fodbolde. Det er lige før, det var det værd.

2. …Bortset selvfølgelig fra at tandlæger koster en halv arm, og min konto pt ikke engang indeholder en kvart arm.

3. Jeg er ligesom resten af verden blevet bidt af den norske serie, SKAM. (Kan streames gratis og lovligt her.) Og jeg elsker den. Det gør jeg virkelig. Men jeg kan ikke lade være med at fokusere på, at Vildes foundation ofte ikke passer til hendes hudtone, og hun derfor jævnligt præsterer den karakteristisk teenagekant ned langs kæbelinjen. Så er spørgsmålet bare, om det er gjort med vilje, eller om de bør overveje at skifte tv-holdets makeupartist ud.

4. Derudover hader jeg lidt Vilde. Mest fordi jeg kan se mig selv i hende, og helt ærligt, så er hun noget af en kiks, og de fleste af os vil nok hellere bilde os selv ind, at vi er en Noora, ikke?

5. I går markerede dagen, hvor et andet menneske for første gang noterede sig, at jeg da egentlig er ved at blive lidt gråhåret. Fuck dig, Rebekka! (Som er min søster, et år ældre end mig og stadig er ganske pæn og leverpostejsfarvet i hele hårbunden.)

6. I går var også dagen, hvor min mor satte sit babysengetøj til salg på vores loppemarked, men forinden ikke kunne dy sig for at spørge, om jeg mon aldrig skulle have en baby?

7. Jeg svarede hende, at jeg helt ærligt hellere vil have en hund, og da hun videregav den oplysning til et ældre ægtepar, der kom forbi vores stand, svarede de i kor: “Det kan jeg godt forstå!” Det gjorde mig lidt lykkelig.

8. Blev dog en smule mindre hundeskruk, efter jeg i nat spontant blev nødt til at crashe i Køge og blev vækket første gang klokken syv og efterfølgende hvert femte minut af en seks måneder gammel hundehvalp, der helt bestemt mente, at det var tid til at stå op. Væsentligt bedre end den gængse snooze-knap, bevares, men klokken syv! På en søndag!

9. Jeg tjente i øvrigt omkring 160 kroner på førnævnte loppemarked, hvilket var meget pænt, når nu det var begrænset, hvor meget jeg kunne slæbe med fra Østerbro, men det havde været en noget større succesfølelse, hvis jeg ikke lige havde købt for 200 kroners bras i Normal dagen forinden.

10. Som tidligere nævnt skal jeg tilbage til Randers igen om 10 dage til krondiamantbryllup, og da jeg blev spurgt, hvorfor jeg ikke bare blev i Randers, kunne jeg for første gang i mit liv svare, at jeg var nødt til at tage hjem til København og arbejde. Det var en vildt syret følelse!

11. Frank blev i øvrigt i Randers på ferie, dels fordi det er synd at slæbe ham alt for meget frem og tilbage, og dels fordi han elsker at være der. Men altså. Der er gået én dag, og jeg savner ham allerede tussende rundt ved mine fødder. Kan man skype sin kat?

Kommentarer (48)

  • SKYPE for sa..n SKYPE .. bare sæt igang, Frankemis savner da også at tusse rundt ved dine fødder … måske 😀

  • Jeg er ret sikker på, Vildes makeup er med vilje – serien er baseret på virkelig meget undersøgelse af, hvordan det rent faktisk er at være ung, og derfor bliver de fremstillet meget ærligt og uden filter – også ift fx uren hud. Politiken har skrevet en del om serien på det sidste – blandt andet med kvinden bag – så tjek det ud! 🙂

  • Vil vildt gerne se Skam. Men seriøst, hvad gør man, hvis ens hjerne ikke er i stand til at høre (og forstå!) norsk?

    • Sæt undertekster til. De er godt nok på norsk, men vores skriftsprog er meget ens, så det hjælper helt klart.

      • Nede i bunden af skærmen til højre er der tre ikoner. En til fuldskærm, en til volume og den sidste, en firkant med en streg for neden, sætter undertekster på, hvis du klikker på den. 🙂

  • Jeg havde før i dag ALDRIG hørt om skam! Til gengæld er jeg nu stødt på den serie 3 gange siden middag…

  • Jeg savner de sorte fodbolde.
    Elsker de brune, men er grådig anlagt og savner, da der var to slags i posen. 🙂

  • Vilde kommer efter det i sæson to – hun er en ret omsorgsfuld veninde!! Jeg så serien engang i foråret og venter virkelig på sæson tre. Men man kunne jo se den engang til mens vi venter

    • Vilde er klart bedre i sæson to, meeeeen hun er stadig ikke den mest eftertænksomme person! 😀

  • Mine børn skyper ofte med mormor og hendes kat:) de er meget glade for at se katten, om den er glad for at se dem, er sværere at tolke.

  • Selvfølgelig er Vildes make-up med vilje – det er jo hele pointen og det geniale ved serien. At den fanger de der små kiksede detaljer vi alle gjorde som teenagere!

  • Jeg elskerelskerelsker SKAM! Vilde irriterede mig grusomt i de første mange afsnit, men hen mod slutningen (“Dejlig er Jorden”-scenen) gik mit hjerte lidt i stykker, og nu er hun tilgivet.
    Sæson 3 kan ikke slet komme hurtigt nok! Jeg håber så meget på en Isak og Eskild sæson 😀

    • Hun vinder også ved nærmere bekendtskab! Synes til gengæld Eva er røvirriterende i anden sæson.

  • Jeg slugte de to første sæsoner af SKAM på 3 dage, og jeg kan ikke vente til den næste kommer! Jeg er helt ude at skide over den realistiske tilgang og de fantastiske skuespillere!
    Jeg har ikke skyggen af Vilde i mig – jeg tror, jeg tænker for meget over hvad jeg siger, og over ikke at såre andre – men til gengæld er jeg nok en blanding af Noora og Sana. Noora for folk, der ikke kender mig, men fuldbolds-Sana når jeg er sammen med mine veninder.

  • Havde aldrig hørt om den serie, indtilg for.. lige nu – da både du og Kia (You Better Be Fierce) har snapchattet om den.
    Den må ryge på listen, når jeg er færdig med Stranger Things (shiiit, den er god!)

  • Jeg fik mit første grå hår som femten årig, så jeg vil nu mene, at jeg vinder. De kom meget i en periode, sådan et sporadisk gråt hår, men har ikke set noget til dem et par år!

    • Jeg facetimede forresten en gang min kat, da hun blev passet hos mine forældre. Fik en røv i ansigtet, som hun smuttede væk. Hentydning modtaget… tror jeg.

    • Ét gråt hår er intet problem – det er første skidt, når andre end dig selv kan se dem! 😀

  • Skam er dritt cool, og man får dritt mye norsk på hjernen af at se den:-D ELSKER ordet drittsekk!

  • SKAM er så godt! Figurerne har endda Instagram og Facebook profiler. Det er lidt dumt at stalke fiktionelle personer.

  • Jeg er lige begyndt at se SKAM i dag – ELSKER DET!! Jeg savner helt min egen gymnasietid, samtidig er jeg så glad for at det er så længe siden. Jeg forstår bare ikke, hvad det er med den buss?

  • Jeg blev Sana i politikens SKAM-test, og det er faktisk den største optur i 2 uger. Jeg skal introducere min veninde for SKAM i aften, og selvom det bliver anden gang jeg ser den, glæder jeg mig alt for meget.

Der er lukket for kommentarer.