Gud, staves det med ‘g’?!

IMG_2383nn

Normalt bliver jeg virkelig irriteret, når de anonyme indsendelsesformularer til hemmelighederne og nu WTF bruges til at sende mig personlige meddelelser. Dels fordi det fucker med hele mit system, og dels fordi det som regel er kommentarer, som indsenderen godt ved ikke er så fede at sende, og derfor vil de ikke stå ved, at det er dem, der er afsender. Ved at misbruge indsendelsesfunktionen kommer de helt anonymt af med, hvad de nu har behov for at sige, men giver ikke mig en mulighed for at respondere, hvilket selvfølgelig er eddersmart, men også fejt og respektløst. Især når der er tale om deciderede svinere.

I går fik jeg imidlertid en af de uvelkomne beskeder, som vist skulle have været en af de der lidt bedrevidende rettelser, men som i stedet har fået mig til at grine lige siden. Den lød sådan her: “Ikke blok……..blog. Sammentrækning af ordet weblog=netjournal eller webdagbog.” Af hjertet tak, identitetsløse fremmede for at hjælpe mig med at redde ansigt! Det er også lidt op ad bakke, når man har blogget i fem år og aldrig bemærket, at man er kommet til at stave sin blog med ‘k’, mens alle de andre staver det med ‘g’.

Skulle andre have undret sig over den alternative stavemåde, kan jeg henvise til fanebladet ‘Om bloggen‘ (hvor jeg til alles store overraskelse har stavet ordet rigtigt!), der tilbyder en forklaring i de to første linjer, som lyder: “Det er mig, der hedder Miriam. Jeg står bag bloggen her, der fungerer som en slags online notesblok (deraf navnet, det er ikke en kritisk stavefejl) med plads til alt mit tankeskrald.” Så er det mysterium forhåbentlig opklaret. 😀

PS: Passiv-aggressivitet er min superkraft, og det er meget bedre end at kunne flyve! 😀

Kommentarer (39)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.