Den gode debat

IMG_2576

Der er overraskende mange, der skriver opgaver om bloggen. Det er megasyret, men jeg er helt vild med det. I skal endelig smide mig en mail, hvis jeg kan hjælpe! Det var der en læser, der gjorde i går. Hun ville gerne skrive om et af mine mere kontroversielle indlæg og ville i den forbindelse høre, om jeg havde nogle forslag. Så jeg gik på jagt i arkiverne. Og sweet baby Jesus, det skulle jeg ikke have gjort. Hold kæft, hvor har jeg skrevet nogle indlæg, hvor jeg har været en usympatisk kælling at høre på. Især de første par år af bloggens levetid, hvor jeg endnu ikke havde oplevet på egen krop/blog, at det ikke altid er lige fedt at være skydeskive. Min logik var, at en diskussion om blogland havde mere substans, når man bakkede den op med et eksempel. Realiteten var, at det emne, jeg gerne ville diskutere, sjældent blev taget op i kommentarfeltet, der i stedet totalt druknede i snak om den blog, jeg havde brugt som eksempel. Og nogle gange var snakken ikke rar.

De vrede mennesker kom, og de vrede mennesker råbte. Men da jeg i dag genlæste et par af de hidsigste kommentarfelter, gik det også op for mig, at mange af de vrede mennesker råbte bare for at råbe. De så ikke ironien i, at de svinede mig til, fordi de mente, jeg havde skrevet grimme ting om en anden blogger. De satte sig ikke ned og på en rationel måde forsøgte at forklare, hvorfor et indlæg var problematisk, og hvordan jeg bedre kunne have grebet det an. De var slet ikke interesserede i min baggrund for at have skrevet et indlæg, eller hvad jeg ønskede at sige. De ville ikke have en debat, de ville bare fortælle mig, at jeg var en idiot.

Det er lidt et kendetegn for mange netdiskussioner. Den grimme tone. Og det er nemt at blive grebet af stemningen og synke ned på det niveau. Det personlige. På et tidspunkt havde jeg en ellers god debat med en læser i mit kommentarfelt. Vi blev ved med at tale direkte forbi hinanden, og vi var begge tydeligt frustrerede. På trods af at vi ikke rigtigt fik rykket os nogen vegne, syntes jeg, det var en interessant debat. Indtil hun skrev om min debattering: “Jeg bliver lang i patten af den slags, og havde ærlig talt forventet et andet niveau med dig.” Jeg tror aldrig, jeg før er blevet så rasende over en kommentar. Netop, fordi den kom fra et menneske med hvem, jeg indtil da havde haft en konstruktiv snak. Jeg synes, kommentaren var personlig, nedladende og dybt unødvendig, og den gik mig på i flere måneder efterfølgende. Og hvad værre er: Den fjernede fuldstændig min trang til at forsøge at se sagen fra læserens synspunkt. Eller overhovedet at fortsætte snakken.

Det er det, der sker, når man ikke føler sig respekteret i en debat: Man lukker af. Og så kommer man stensikkert ingen vegne. Jeg synes, det er så brandærgerligt. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke altid har været helt fin i kanten i mine ord, men heldigvis bliver man ældre og klogere. (*mimre*) Og det der med at tage en debat uden at pisse det halve af befolkningen af, det er slet ikke så dumt. 😉

Kommentarer (11)

  • Tillad mig at bryde ud i et “Halleluja!”
    Dejligt at du kan bruge bloggen til refleksion over din egen udvikling. Jeg synes i hvert fald den sætter gang i mange tanker og refleksioner hos mig. Også når jeg er uenig med dig, for så tvinges jeg jo til at reflektere over, hvorfor jeg er uenig.

    • Det er det, der er det farlige ved at have en blog: Så er alle ens fortidsdumheder dokumenteret. Men det gør det også omvendt noget lettere at tage dem til efterretning.

  • Hos nogle bloggere er deres kommentarfelt enten 100 procent med dem eller 100 procent imod dem – altså som regel er der læsere fra begge sider af de 100 procent, men ikke destromindre er det hundrede procent. Jeg tror nemt, man kan opleve et pseudo venindeskab med sin blogger fordi “man hører jo fra dem” på daglig basis. Man forsvarer dem derfor også som en pitbull, hvis nogle bruger dem som eksempel i en ellers valid bemærkning, der desværre mister fokus på grund af denne fangirling. Jeg synes selv det er fedt at se den udvikling du har gjort dig, fx siden “Sillegaten” der faktisk fik mig til at følge med herovre. Jeg kan huske, at jeg kom for at se hvem eller hvad der kunne gøre Sille så ked af det fordi hun står mit hjerte meget nært – men jeg endte samtidig med at føle med dig, netop fordi som du selv siger der opstår en shitload af negative kommentarer. Jeg kan huske, jeg prøvede at være konstruktiv og vist endda sendte en sympati mail i din retning, som jeg også havde gjort til hende. Jeg ved ikke hvor godt det lykkedes. Men det er fedt at følge som din tankegang udvikler sig, i takt med at bloggen udvikler sig eller vice versa. Fedt med stof til eftertanke!

    • Det indlæg var nok det, der satte tankerne i gang, fordi det var første gang, det rigtigt gik op for mig, at selvom et indlæg virkelig ikke er ment sårende, så er det ikke ensbetydende med, at det ikke bliver opfattet sådan. Og jeg kan virkelig godt lide Sille, så det var ikke en fed følelse at have trådt hende over tæerne. Og så kan det godt ske, at argumentet bliver tydeligere af et eksempel, men det kan ikke rigtigt svare sig i længden.
      Og du har helt ret i det med enten 100% for eller imod. Jeg oplever heldigvis mest, at mine læsere og jeg sagtens kan være uenige og stadig komme fint ud af det med hinanden. Jeg ville godt nok også være ked af andet!

  • *Klip til mig, der burde arbejde videre, men efter at have læst dette indlæg går direkte i arkivet og sætter sig til at læse 2012 indlæg fra en kant*

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.