Jeg går prof! (Please Don't Kill Me)

TAK

TAK
Jeg er fuldstændig blæst bagover. Jeg ved næsten slet ikke, hvad jeg skal sige, og det er ellers noget af en sjældenhed! I ugevis har jeg gået med disse nyheder og været lige dele spændt og nervøs for at skulle fortælle jer om dem. For mig overvinder fordelene klart ulemperne. Alt det jeg ville kunne kaste mig ud i som fuldtidsblogger! Min hjerne eksploderer med idéer, selvom den nok burde fokusere på noget med Dracula, og hvordan blod i virkeligheden symboliserer sæd(?!)…
Men åh, hvad nu hvis I syntes, prisen var for høj at betale? Pessimist-Miriam har en tendens til at råbe lidt højere end alle de andre. I timerne efter udgivelsen af indlægget i går sad jeg helt opslugt med hjertet oppe i halsen og fulgte udviklingen. (Jarh, jeg er lidt en dramaqueen.) Opdaterede på skift Facebook, bloggen og Bloglovin’. Igen og igen. Og I tog fuldstændig røven på mig. Det fossede ind med ros og tillykker og stolthed og glæde på mine vegne. Jo, selvfølgelig havde jeg håbet, at de fleste af jer ville acceptere min beslutning, men derfra og så til at være lige så begejstrede og entusiastiske, som jeg er? Fuck nu af. I er bedst i hele verden. Tak. TAK! Jeg er så glad og spændt på at hive jer med ind i vores nye, men stadig gamle, fælles univers. (Begynder det her at minde lidt om en oversentimental bryllupstale nu? “Kom, lad os gå. Kom, lad os se. Gennem tusinde verdener venter vægtløs kærlighed!” – Citat Kronprins Frederik, der citerede Lars H.U.G.)
Vi mistede fire på Bloglovin’. Ud af 4000. Og nu er Bloglovin’ selvfølgelig ikke alt, men hvis det er en generel indikator for reaktionen, så kunne det næsten ikke blive bedre.
We can do this shit.
TAK
   

20 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg går prof! (Please Don't Kill Me)