Skjult reklame og manglende troværdighed

Gammel kærlighed ruster ikke

Jeg drømte om min yndlingspony i nat. Marvin. Han var ikke helt min, han var elevpony på min gamle rideskole, men da jeg var steget nok i rideskolehierarkiet, fik jeg lov til at blive hans passer. Det var det største i hele verden. Han var flabet som ind i helvede, og fornemmede han, at han havde en uøvet rytter på ryggen, smed han hende resolut af. Første gang jeg red ham, røg jeg af tre gange på et kvarter. Den sidste gang galoperede han hoverende (no pun intended) rundt i ridehuset og sprang sågar over mit forskrækkede 12-årige korpus, før han blev indfanget igen.

Jeg associerer stadig Marvin med uskyldig, pre-teen lykke. Han var med på min konfirmationsinvitation, hvor jeg i øvrigt kun ønskede mig penge i håb om at kunne købe ham. Rideskolen havde sagt god for at sælge, men kun fordi det var til mig. Det var meningen, jeg skulle have ham med, da vi kort tid efter skulle flytte til Randers, men mine forældre havde ikke økonomien til at lade mig holde hest. Jeg måtte efterlade Marvin.

Sorgen var ubærlig. Jeg savnede selvfølgelig Marvin og de glade rideskoledage enormt, men allermest følte jeg, at jeg havde svigtet ham. Livet som rideskolepony er ikke nemt, og han havde bestemt aftjent sin værnepligt. Det var mit job at redde ham, at give ham et liv, hvor han ikke skulle have fem forskellige ryttere om dagen, men jeg svigtede. I årene efter skubbede jeg tanken om ham fra mig. Den dårlige samvittighed blev ved med at nage, og jeg var nødt til at holde den på afstand.

Det er nu femten år siden, men jeg kan stadig mærke et stik i hjertet, når jeg tænker på Marvin. Teenagekærlighed ruster ikke, og slet ikke hestepigers. Efter drømmen i nat kunne jeg ikke længere holde uvisheden ud, så jeg tyede til Google for at få klarhed omkring Marvins skæbne.

Med et fødselsår der hed 1991, ville han i dag være 24, og jeg havde derfor ingen formodning om at finde ham i live. Derfor var jeg også noget overrasket, da jeg fandt opdateringer omkring hans liv helt op til 2014. Når jeg nu var kommet så langt, kunne jeg ikke stoppe der, så jeg sendte resolut en email til min gamle rideskole, hvor han på daværende tidpunkt stadig stod. Jeg har endnu ikke hørt tilbage fra dem, men hvis det på mirakuløs vis skulle vise sig, at han stadig er i live, så får jeg svært ved ikke at sætte direkte kurs mod Århus og hente min hest hjem.

Èn ting har jeg imidlertid overset i mine 15 års dårlige samvittighed: Marvin har ikke stået utrøstelig i sin bås på rideskolen og ventet på mig. Han har været travl med at glæde andre hestetossede piger. For det var det, min Google-søgning primært viste: Lykkelige piger med armene rundt om den gråspættede hals, som med årene er blevet helt hvid. Rosetter i hovedtøjet. Udspilede næsebor på vej over et spring. Sågar et enkelt billede, hvor han var klædt ud til fastelavn. Som Harry Potter. Næh, Marvins tilværelse har ikke været kedelig eller trist, det er der heldigvis andre, der har forhindret. Han har øjensynligt haft et begivenhedsrigt liv. Og jeg håber ved Gud, han har været glad.

   

26 kommentarer

  • Sad netop og tænkte det da en connemara pony, det blik tager man ikke fejl af.
    Og de er kendt for at blive gamle, aktive ældre…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er han nemlig lige præcis. Fra Hesselholt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeps, han bruges næsten dagligt til både dressur, skovtur eller let spring og kan rides både med trense, rebgrime og cordeo. Dejlig alsidig connemara pony.
    Er Marvin mon også connemara?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jaaa, det var dejligt, og hvor hyggeligt at I skal mødes! Jeg håber også på at kunne tage op og besøge Marvin, nu hvor jeg ved, han er i live og har det godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, kærlighed og krammer til dig. Det er en hård beslutning. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja, det fandt jeg ud af, da jeg fik svar på min mail. Det var godt nok glade nyheder! 🙂 Jeg kan ikke genkende nogen af de navne der, men da jeg var der, var Marvin også en af de yngste ponyer, så der er næppe nogen tilbage, der stadig er aktive. Jeg tror, Gubben var den eneste, der var yngre. Hun blev redet til, mens jeg var der.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er så rar, Michelle. Og ja, jeg har også en ordentlig omgang andre forgange kæledyr, jeg tænker på ind imellem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Og han er stadig aktiv? Imponerende! Nogle heste er bare bastant bygget!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det var det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej, hvor en forfærdelig oplevelse! Der er virkelig stor forskel på rideskoler. Den første jeg var på, var også skrækkelig, og hestene var ikke glade. Øv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, hvor fint at du lige kunne følge op på ham i fremtiden. Det er svært at slippe dem helt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg må nok også krybe til korset og erkende, at jeg stortudede, mens jeg skrev det. Han ligger stadig tæt på min hjerte, ham Marvin. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, så var du en af dem, der var hos ham, da jeg savnede ham mest. Det er jeg vel nok glad for at høre. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det gjorde jeg! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pudsigt pudsigt altså.. Har netop igår, helt tilfældigt, fundet Pøs, min gamle part, som jeg ikke har set i 18 år. Den nye ejer var virkelig sød på SMS og nu skal vi snart mødes.. Så jeg kender alt til dine følelser.. Elsker din blog!!! -Diana

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det spøjst at du lige nu har valgt at udgive et indlæg med hest som tema, netop samme dag som jeg har truffet valget om at sende min elskede Fame til de evige græsmarker. Kærligheden til en hest kan bare ikke beskrives. Det er den ultimative terapi

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Marvin boede på Årslevgården indtil for omkring 2 år siden, hvor han kom på et velfortjent otium på en gård, hvor han eftersigende nyder livet som senior 🙂 Så han lever stadig, og der er mange piger efter dig, som har haft enorm glæde af ham. Dejlig ponz 🙂 Der er stadig nogle af de gamle rideskoleheste derude, som garanteret også har været der dengang, Lonnie, Madonna og Minnie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er ikke engang heste pige og selv minr øjenkroge blev lidt våde. Og får mig til at savne alle der ikke er her mere, især Tage. Men også mit marsvin Kasper som var en pige. Og min kanin, minus, som jeg måtte give væk fordi jeg ikke passede den godt nok og ninus blev så spist af en kat fordi de glermte at lukke ned til buret… Så forfærdeligt! Kasper døde heldigvis blot af alderdom og Tage var også blot mæt af dage (høhø). Du skriver smukt, Miriam. Tak. Det går lige i hjertet og tårekanalerne

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt indlæg 🙂 Jeg er selv hestepige, så jeg kender godt følelsen med at ville “redde” sin rideskolepony.
    Det er lidt pudsigt, for Marvin ligner Mickey, der også er fra 1991. Det er den pony som jeg rider på i dag. Dog ikke på rideskole, men privat.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min Marvin hed Rødtop. Det var tider!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du har så ret i det her. Jeg tror alle hestepiger har haft 'den' hest, mig selv inkluderet. Min 'Marvin' hed Gipsy, og var en stor, tidligere formidabel springpony som nu havde lidt dårlig ryg, og lidt vildt temperament hver gang de stakkels små nybegyndere skulle prøve at galoppere på hende. Men Julie på 10 år kunne altså tøjle hende og lykken var absolut gjort da jeg blev passer for hende :') Selvom det ikke var den bedste rideskole og jeg ikke just passede ind mellem de lidt mere snobbede hestepiger, var jeg sgu glad for den pony. Senere gik vi så skridtet videre med at jeg fik lov til at få part i hende, og køb kom også på tale – så hun kunne nyde sin pension i ro og fred.
    Desværre nåede vi ikke så langt. Jeg beholdt godt nok parten, selvom jeg efterhånden var både for gammel og for dygtig til at 'få noget ud af det', men vi hyggede os stadig. Desværre var min rideskole ikke så hyggelig. Jeg fandt først ud af at hun var blevet aflivet da jeg stod foran en tom boks, selvom de havde lovet at ringe så jeg kunne være der når dyrlægen kom. Jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor de valgte ikke at give besked, men hun fik fred, og det er trods alt meget godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Dejligt indlæg! Jeg havde halvpart på en rideskolepony, der hed Lennox. Da jeg første gang blev sat på ham, blev jeg også smidt af tre gange på en time, tror jeg 😉 Jeg fik dog redet ham godt op til at være en dygtig dressurpony, så da jeg selv blev for stor til ham og fik min egen hest, valgte rideskolen heldigvis at sælge ham til en sød pige, der kunne lære lidt af ham, da han var for “dygtig” til at være rideskolepony – det var virkelig også en lettelse for mig! Jeg rendte heldigvis også ind i ham til efterfølgende stævner, når jeg selv var afsted på min hest, og det var så rart at se, han havde det godt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Kære Miriam
    Jeg må indrømme, at jeg blev så rørt over dit indlæg, virkeligt – det er det smukkeste indlæg fra din side, velskrevet og fuld af kærlighed, jeg blev faktisk rørt til tårer – jeg har ikke selv haft hest – men det gør intet, som gammel nostalgiker kunne jeg så godt relatere til din fortælling her.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det helt vildt underligt, Miriam! Jeg fik halvpart på den søde Marvin i konfirmationsgave for snart 10 år siden :D. Han var virkelig en sød og dygtig pony, som jeg også stadig tænker på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åååårh, hvor sødt. Sikke et skønt indlæg. Jeg kan virkelig (!!) ikke li' heste, men jeg er helt vild med Marvin nu – håber du finder ham i live og godt humør:)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skjult reklame og manglende troværdighed