Jeg er jo Bridget Jones #214

Jeg er jo Bridget Jones #214

1. Jeg har opdaget glæden, det er at besvare sms’er med en gif. Slut med rent faktisk at være nødt til at formulere et verbalt svar. Hurra!

2. Er stadig på LCHF og har i den forbindelse udviklet en aftensnack, der startede som en slags omelet, men langsomt fik tilføjet ting som mandelmel og kakao og nu essentielt bare er en chokoladekage lavet på panden. Det skal jeg nok blive tynd af.

3. Er også begyndt at indse, at hvis jeg bliver ved med at belønne mig selv, hver gang jeg har lavet en dags planlagt specialearbejde, så er jeg enten meget tyk eller meget fattig, når jeg engang skal aflevere.

4. I den forbindelse er jeg er i øvrigt let bekymret for fremtidens Bridget’er. Ja, og resten af bloggen for den sags skyld. Hvordan har I det med 3½ måneds specialetema? Hvem elsker ikke victorianske kønsroller?!

5. Opgaven har ellers nu fået en foreløbig titel: “Blurred Lines (I Know You Want It)”, men tænker umiddelbart, det måske er lidt for kækt at beholde til en opgave, der trods alt handler om litteratur i 1800-tallet.

6. Serienørden bliver ved med at skrive, at han savner mig, og om jeg ikke kan afsætte bare et par timer til ham. Jeg orker ikke at forklare ham, at min lejlighed har forvandlet sig til en læsesal, og at det ville tage i hvert fald så lang tid at gøre den præsentabel, før jeg kunne så meget som overveje at invitere gæster.

7. Jeg købte en buket påskeliljer til mig selv som påmindelse om, at foråret er på vej. De stod i 10 minutter, før Frank besluttede sig for at sætte hvad han har tilbage af tænder i dem.

8. …Kun for at kaste dem op igen øjeblikket efter, selvfølgelig.

9. Rygtet går, at den der Ben & Jerry’s med saltkaramel alligevel skulle være at finde i Danmark, og det kræver al min viljestyrke ikke at gå på tour de 7Eleven, indtil jeg finder den.

10. Well, al min viljestyrke og så det faktum at håndbremsen på min cykel har frosset sig fast i semilåst tilstand, og det derfor er væsentligt hårdere, end det burde være, at cykle så meget som 10 meter.

Kommentarer (23)

  • Du skriver simpelthen så godt, at du giver mig lyst til at læse dit speciale. Og jeg hader ellers både dansk og engelsk og generelt alt, der indeholder analyse af fiktionstekster. Men seriøst, jeg ville læse stadig dit speciale, hvis jeg kunne, så stor fan er jeg af dig.

  • Din titel til specialet er da for sej!
    – Og specialetema ville ikke genere mig, men jeg er selv litteraturstuderende 😉

  • Påskeliljer er jo også møggiftige for katte så det var nok meget godt han kastede det op igen 🙂 Jeg er panisk angst for at bringe liljer med ind i lejligheden pga. kattene – gid jeg turde satse på at kræene ikke var så dumme at æde ting der er giftige for dem.

  • Men bliver altså tyk og fattig af specialeskrivning. Sådan er det, det kan ikke undgås.
    Hilsen hende der skal aflevere om et par dage, og hverken har turde veje sig eller tjekke sin konto i to måneder.

  • Åh, hvis jeg bare kunne for lov til at skrive mit speciale med samme sprog, som jeg skriver min blog! Jeg kan godt garantere dig for, at det er helt klassisk, røvkedeligt akademikersprog! 😉

  • Jeg knuselsker almindelige liljer, men Frank elsker dem, så dem er jeg holdt op med at købe. Påskeliljerne plejer han nu ellers at lade være i fred. Men jeg må nok krybe til korset og erkende, at han har spist sin del liljer, før jeg i sin tid fandt ud af, at de var giftige, og han har aldrig vist tegn på nogen form for forgiftning, så måske har han en slags superkræfter på det område… Jeg holde nu nok lige øje med påskeliljerne i fremtiden alligevel! 😉

  • Kæmpe fan af victorianske kønsroller (Ikke i virkeligheden, men i alle samtaler nogensinde. Kør på!)

Der er lukket for kommentarer.