Tip: Selvforkælelse til badekarret



Indlægget er sponsoreret i den forstand, at jeg har modtaget produkterne gratis, men ikke fået penge for at skrive om dem.

Jeg havde jo den her ønskeseddel, hvor jeg ønskede mig bath bombs. Sådan, meget. Fordi min indre prinsesse ikke lader sig fornægte, og hvor hun i forvejen er ganske begejstret for det der med at gå i karbad, så er der noget nærmest jubelfremkaldende ved tanken om at ligge i et kar med lyserødt vand, der dufter af jordbær.

Og det var lige præcis, hvad jeg gjorde forleden. Familien Christensen, der står bag den fine, lille webshop La Luc, fik nemlig på en eller anden måde øjnene op for min ønskeseddel og besluttede sig for at sende mig nogle godter. Jeg dør lidt af deres udvalg. I skal næsten se det, det er helt åndssvagt så meget arbejde der er lagt i produktdesignet. La Luc sælger både de famøse bath bombs (aka bade blasters), men også cupcake creamers, der ikke på samme måde eksploderer i vandet, men mere stille og roligt går i opløsning og spreder ting som sheabutter ud i vandet, så din hud bliver blød og lækker og velduftende.

Man siger jo godt nok, at man spiser med øjnene, og hvis vi på en eller anden måde kan tilpasse den analogi til karbadsregi, så er La Luc en slags mekka. Deres produkter ser så latterligt indbydende ud, at de stensikkert havde sent mig på skadestuen som lille, fordi de grangiveligt ligner noget, der skal spises… Og jeg ikke var verdens klogeste barn, forstås.

Så hermed er tippet videregivet. Vi snakker 39 kroner for bath bombs og 25 kroner for cupcakes, så det er ikke ligefrem, fordi man er nødt til at tømme sparegrisen. Til gengæld er det en glimrende prisklasse til ting som værtinde- eller måske mandelgaver, eller hvis man lige står med det der irriterende restbeløb, som man har tilbage at give mor julegaver for.

Som der står ovenfor, så har jeg altså ikke fået penge for at skrive det her. Jeg er bare virkelig fan af konceptet. Vi forkæler eddermame os selv (og hinanden) for lidt. Badekarsbilledet nedenfor viser den bath bomb, der hedder “All You Need Is Love”, og den resulterede altså i lyserødt, velduftende badevand med små, blå glitterstykker og en nærmest lykkelig Miriam. Den eneste ulempe, jeg kan komme i tanke om, er, at det desværre ikke er alle mennesker, der ejer et badekar… Og det er helt ærligt synd og skam.

Kommentarer (17)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.