Miriam tester: Braun Face

Den store datingtest #3

Endnu en måned er gået, og datingprojektet fortsætter. Jeg har været overordentlig vokal omkring det på det sidste, så I mangler ikke just updates, men en anmeldelse af månedens datingmedier skal I alligevel have. Efter 30 dage på henholdsvis Tinder og Happn har jeg lært følgende.

– Hvis en fyr starter en samtale ud med ordene: “Hvad søger du så herinde?” betyder det 9/10 gange, at han håber, du er på jagt efter en bolleven.

– Der er virkelig mange kendisser, der bruger datingapps. Og det gælder også dem, der med garanti ikke har brug for hjælp til at score.

– Bare overkroppe. Bare overkroppe overalt.

– Der er en overvældende mængde mænd, der ikke har en profiltekst. Ikke så meget som et enkelt ord. Det er drønfrustrerende, fordi man reelt bliver tvunget til at bedømme en person udelukkende ud fra vedkommendes udseende og/eller billeder.

Datingapps er klart mere casual end datingsider, og folk føler sig ikke forpligtet til at være aktive eller for den sags skyld at svare. Jeg lavede et forsøg, hvor jeg skrev først til de næste ti mænd, jeg matchede med. Én af dem svarede, resten ignorerede mig bare. Hvilket er virkelig fjollet, for de havde jo selv liket mig, så helt uvelkommen kunne en besked vel ikke være. Der var i øvrigt heller ikke en eneste af dem, der efterfølgende slettede mig som match. Supersært, men det er altså tilsyneladende gamet.

Tinder og Happn adskiller sig primært fra datingsider i den noget mere afslappede mentalitet og så ved, at man selv har hundrede procent kontrol over, hvem der kan kontakte en. Sidstnævnte er en kæmpe fordel. I sidste måned brugte jeg en stor del af min tid på at skrive venlige afvisningsbreve til mænd på 50+ og purunge håndværkere, og det har jeg altså været fri for den her gang.

Overall vurdering

Tinder
Sat uhyggeligt simpelt og utroligt brugervenligt op. Man beslutter sig for, hvor langt væk potentielle matches må være og får derefter vist en fyr ad gangen. Man swiper til venstre for “nej tak” og til højre for “ja tak”, og har man liket hinanden, får man en meddelelse om det og kan nu skrive sammen. Man får altså ikke at vide, hvis man har fået et nej af en fyr, hvilket er utrolig rart for selvtilliden. Siden jeg var på sidst, har Tinder i øvrigt indført et super-like, så man kan give udtryk for, at man er ekstra interesseret, men den vidner lidt om desperation i min bog, så jeg har kun brugt den ved et uheld.
Udvalget på Tinder er stort, men der er godt nok blevet langt imellem snapsene, siden sidst jeg brugte appen. Sådan virkelig langt. Først på måneden var det den app, jeg holdt mig mest til og matchede også med et par stykker, der virkede lovende, men den sidste uges tid har jeg helt ærligt mest været derinde af pligt. Lur mig, om skidtet ikke bliver slettet efter dette indlæg.

Happn
Jeg var tosset vred på Happn de første par dage, fordi appen er sat skrækkeligt frustrerende op. Konceptet er overordnet set lidt det samme som på Tinder, bortset fra at man bliver vist de fyre, vis vej man har krydset, og man ikke bliver vist én fyr ad gangen, men en hel række, hvor man så kan scrolle op og ned. Hvis man siger pænt nej tak til en fyr, forsvinder han fra ens oversigt, men hvis man liker ham, bliver han hængende. Det er vildt irriterende, for hvis man krydser veje igen, ryger han op i toppen af ens oversigt og blander sig altså med de fyre, man ikke har taget stilling til endnu. For at fjerne ham, skal man fjerne sin interesse, hvilket man jo ikke har lyst til, for man ved ikke, om han har taget stilling til en endnu, og hvad nu hvis man fjerner ham, og han efterfølgende liker? Uholdbart! Ligesom på Tinder er der en funktion, hvor man kan råbe op om, at man er interesseret, men jeg ser den igen lidt som noget desperat og bruger den ikke.
Kan man komme sig over Happns lidt frustrerende set-up, så er der altså noget at komme efter. Jeg tror, alle de søde fyre fra Tinder er rykket derover. Happn har også den fordel, at personens arbejde er listet under billedet, så man ved bare lidt om ham – når nu det generelt kniber med profiltekster. Generelt vil jeg vove at påstå, at intelligensniveauet er en anelse højere på Happn end på Tinder, og det er uden tvivl der, jeg har matchet med flest interessante mænd. (Og desuden derfra begge mine dates kom.) Kræsenheden er dog også tilsvarende højere. Jeg har i skrivende stund bogstaveligt talt fem gange flere matches på Tinder end på Happn.

Den overordnede dom lyder altså på Happn frem for Tinder. Førstnævnte er klart bedre sat op, men nu er det jo indholdet, der tæller, og der vinder Happn altså med adskillige længder. Pæne, intelligente, veluddannede mænd over det hele. Og selvom Tinder som sagt ryger i skraldespanden inden for meget kort tid, så lader jeg bestemt Happn leve lidt endnu. Måske er tredje date lykkens date?

I næste måned er det henholdsvis single.dk og sugardaters.dk, der står for skud. Sidstnævnte jeg er jeg naturligvis overordentligt skeptisk omkring, men om ikke andet giver det sikkert nogle gode historier. 😉

   

17 kommentarer

  • Cæcilie

    Jeg kan ikke finde dit indlæg om Sugardaters.dk. Vil vildt gerne læse om din oplevelse af den hjemmeside. Vil du sende et link?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • miriamsblok

      Jeg satte projektet på pause, så jeg har endnu til gode at teste siden. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cæcilie

      Ejjjj jeg håber at du snart vil teste det. Tør ikke selv oprette en bruger på Sugardaters.dk før jeg lige har hørt om dine erfaringer. Men må indrømme at jeg er meget nysgerrig 😀 😀 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tjoh, men hvis man er okay med at tage penge for sex, så skal man i min optik være helt fri til det. Personligt synes jeg, der er meget stor forskel på sugardating og almindelig prostitution.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nu har jeg ikke set dokumentaren, men de få gange jeg har set noget fra det har det altid været de piger derinde der har prøvet, dårligt må jeg tilføje, at overbevise om de ikke er ludere.
    Men kan selvfølgelig godt se det er lidt spændende at finde ud af hvad man er værd? 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Og Scor skal forestille at være sexdating, men det brugte jeg det heller ikke til, da jeg var der. Idéen er jo at prøve de forskellige sider af og se, om de dur til almindelige dating. I øvrigt er prostitution ifølge sugerdaters.dk ulovligt på siden, og hvis du har set DRs dokumentar, så er der meget delte meninger om, hvad det indebærer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vil måske mene at prostitution som sugardating jo er, er at gå for langt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Græsset er altid grønnere! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • HAHA, ja, jeg kan godt se, jeg blev lige glad nok for det ord i længden. 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Haha, Cecilie, det er da også røvforvirrende!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er nemlig kæmpeforvirrende med alle de sider!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg super-liker det her eksperiment! Når nu man ikke selv kan tillade sin nysgerrighed at tjekke Tinder og Happn ud (med mand og barn derhjemme, du ved…), så er det godt, at du kan komme til undsætning.:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Argh, jeg sad og kløede mig i håret over at din svoger havde fundet sin nye kæreste der, da jeg mente at din svoger måtte være din søster kæreste.. Men svoger kan selvfølgelig også være DIN mands bror.. Jeg går lige her over og sætter mig 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Det er et OVERORDENTLIGT fedt indlæg 😉 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det skørt, jeg havde aldrig hørt om Happn før, men nu nævner du den her, og så vidt jeg kan forstå, så har min svoger også lige fundet sin nye kæreste der. Vildt hvor meget man altså kan gå glip af, bare fordi man er i forhold.

    Synes sgu det er overordentligt cool, at du tager én for holdet, og laver vores research, så vi ved, hvor vi skal give os i kast, hvis det en dag skulle blive aktuelt 🙂

    // http://www.moonlitmadness.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er kæmpe fan af dit datingprojekt! Jeg er vild med det og satser på meget mere sladder. Alletiders for os at der efterhånden findes så mange datingsider du kan prøve af 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Miriam tester: Braun Face