Jeg er jo Bridget Jones #196

Jeg vil også gerne have nogle himmelblå!

Det er efterhånden ved at være lang tid siden, der har været sådan rigtig ramaskrig i mit kommentarfelt. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg med tiden er blevet så gammel i bloglandsgårde, at jeg godt ved, at tingene skal pakkes fem gange ind i husk-nu-at-det-her-er-min-personlige-holdning-og-at-jeg-ni-ud-af-ti-gange-er-dræbende-sarkastisk, før man med nogenlunde sikkerhed kan undgå anklager om alt fra fordomsfuldhed til internaliseret misogyni.

Alligevel smutter den ind imellem. For nylig blandt andet, da jeg lavede en henslængt kommentar om, at sådan en “mor” var et ret fantastisk koncept, og det var ret fint designet, at vi blev udstyret med sådan en, hvorefter jeg blev gjort opmærksom på, at det var ufølsomt skrevet over for dem, der ikke havde en særlig tilstedeværende mor eller en mor overhovedet. Da jeg luftede mine frustrationer over de evindelige mavesmerter og den manglende hjælp fra det danske sundhedsvæsen, fik jeg at vide, at jeg legede martyr, og at jeg skulle overveje, om jeg måske selv var problemet. Det viste sig siden, at den person kom fra en lægefamilie og derfor tog min kritik af de læger, jeg har mødt, meget personligt.

Here’s the thing: I get it. Den type reaktioner kommer altid, fordi man føler sig ramt på et ømt punkt. Jeg gør det selv. Jeg gør det selv rigtig meget. Men jeg arbejder virkelig hårdt på at holde op. Fordi jeg (nu) ved, at det simpelthen er umuligt for en blogger altid at tage hensyn til alle læseres ømme punkter. Nogle folk har jo ømme punkter, man slet ikke vidste fandtes. Derfor arbejder jeg rigtig meget på at se intentionen bag en bemærkning og ikke, hvordan jeg selv opfatter den. Er det virkelig nødvendigt med en reaktion? Vil det gavne noget? Og hvis jeg pinedød ikke kan holde mig i skindet, kunne jeg så måske formulere mine indsigelser på en ikke-angribende, men snarere oplysende og konstruktiv måde? Jeg tænker, at det for det meste er ganske muligt og i øvrigt i langt højere grad vil medføre en reel eftertænksomhed hos skribenten, end de klassiske, forulempede angreb gør. Sådan er jeg i hvert fald indrettet.

Anywho, jeg har allerede skrevet en lang smøre om det her emne tilbage i januar med citater fra kloge briter, men det er selvfølgelig i mine tanker igen grundet MMs ellers ret uskyldige indlæg om tre termer, hun ikke forstår. Jeg forstår dem fint (og er i øvrigt selv pseudotvilling), men jeg kan ved grød ikke hidse mig op over, at andre synes, det er meh-udtryk. Og så var indlægget her egentlig beregnet til at være et oplæg til en anbefaling af Anne-Lis glimrende indlæg om samme emne, hvor vores famøse diskussion om grimme bloggerbørn også nævnes som eksempel.

   

24 kommentarer

  • Helt enig. Som blogger er man samtidig moderator for sit kommentarfelt, og når man (frivilligt eller ufrivilligt) sætter gang i sådan en diskussion, så er det pissesvært at vurdere, hvad der må blive, og hvad der skal slettes, fordi det hele eskalerer lige så langsomt, og pludselig råber og skriger alle af hinanden, og man aner ikke, hvad man skal stille op. Men stensikkert rigtigt, at det er vigtigt, at læserne også tager noget ansvar for den gode tone. Deres kommentarer går jo ikke kun ud til bloggeren, men også til alle de andre læsere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Arhmen. Jeg kan jo generelt ikke rigtigt se det appellerende ved børn, så jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvorfor man kan fare sådan i flint over det, men hvis man lige er i humør til lidt drama, så kører det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bahaha, når folk føler sig ramt, så går de bare virkelig meget amok!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg må til at råbe noget højere! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Haha, den fattede jeg heller ikke. Jeg synes selv, det er et ret fint udtryk, og det er min opfattelse, at det bruges i psykologiens verden, fordi det rent praktisk har en betydning, men altså, om andre vil bruge det eller ej, gider jeg ikke gå op i…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nej, jeg synes skam intet, der er galt i, at kommentaren gjorde ondt. Men jeg skal være meget ærlig og indrømme, at derfra og så til at synes, at jeg burde have taget hensyn til folk, der havde problematiske forhold til deres mødre, der er lidt for langt. Det, jeg arbejder på, er at indse, hvornår jeg tilhører et mindretal, der bliver ramt af en bemærkning og så vurdere, om det virkelig er nødvendigt/rimeligt for mig at gøre opmærksom på, at jeg gerne vil tages hensyn til. For hvis der skal tages hensyn til mig, så skal der jo også tages hensyn til alle andre (som fx Elisabeths eksempel ovenfor), og så bliver det pludselig rigtig svært at skrive noget som helst. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ha! I lige måde, du! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi råber altid af folk, der bliver forargede, men helt ærligt, det bliver vi jo alle ind imellem. Det handler om, hvordan vi håndterer det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Shiiit, det der æggedrama er vildt derovre 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Undskyld, troede det var med her er det http://maschavang.dk/2015/09/hvor-naerig-er-du/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg tror også ofte, det er kommentarerne der rammer folk. Der er som om, æblespiserne kan føle sig 'positivt ramt' og glemme nuancerne i den holdning der er modsat deres egen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg synes, der er to dele i det. Ja, vi har alle nogle ømme punkter, og nej ingen kan tage hensyn til alle. Det vil jeg gerne lige slå fast først.
    Men omvendt har jeg på det seneste bidt mærke i en (kedelig) tendens. Nemlig at sproget i kommentarerne ofte er ret hårdt.
    Mange indlæg er egentlig ret saglige, men det bliver ofte taget skridtet længere i kommentarfeltet.
    Altså: blogger skriver indlægget “hvorfor spiser alle bananer, når æbler også er gode”. Så læser man i kommentarfeltet, og så bliver der skrevet: “haha, helt rigtigt. Dumme bananspisere, de fatter ingenting” eller “endelig en der tager bladet fra munden. Bananer er klamme”.

    Hvis jeg så var hardcore bananspiser, ville jeg måske også blive lidt ramt af det sidste, selvom indlægget i sig selv ikke i sig selv ramte mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Øhh…ægge-gate!?? Et link, tak! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er SÅ rigtigt! Havde forberedt mig på, at jeg ville synes, mit barn var grimt, for det havde min mor fortalt mig, at hun havde tænkt om mig. Men det var han ikke, han var SMUK! Det sagde alle også, selv dem, der ikke havde aktier i ham. I dag kan jeg jo godt se det…!! 😀
    Naturen er awesome <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er dum, Miriam, nu var jeg lige nødt til at bruge en time på at læse alle links og kommentarer igennem, så jeg ikke bare sad og spiste popcorn for sjov 😉
    Den med de grimme børn… Man kan jo altid bare sige, at det er fordi, de ligner faderen. Det plejer jeg at gøre 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Morsomt med meget stort M. Især din offentliggørelse af grimme børn. Den havde jeg ikke læst. Da jeg fødte mine børn var de de smukke smukkeste små børn. Når jeg ser billeder af dem nu tænker jeg det er smart naturen gør moder blind.
    Min nabo sagde til den sidste to. Sikke en pæn lille baby, ja de er ellers ikke for kønne ofte sådan nogle. Nu ved jeg efter et år at han løj big time.
    Apropos forargelse så læs Mascha Vangs ægge gate.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er simpelthen alt for sjovt!!! Orv, hvor kan man let træde ved siden af;) Men ja, jeg har også undret mig over dit meget sobre kommentarfelt på det seneste;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har også i en periode været alt for nærtagende mht bemærkninger om moderskab. Særligt hvis folk brokkede sig over, at det var hårdt. I min bog skulle de være glade for overhovedet at ha' børn! Not my proudest moment, men vi er alle mennesker med særligt sårbare punkter. Men i mine ører lyder du ikke som én af dem, der bliver fornærmet af princip, altså bare fordi man kan. For det kan man sgu altid!:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Oh the things that can get people going… Om jeg nogensinde kommer til at fatte, at folk kan få deres pis i kog over ordet “pseudotvillinger” (som jeg i øvrigt ALDRIG har hørt før)? Næppe. Ro på battet folkens. Vi vil have flere uovervejede kommentarer og spandevis af dryppende sakasme, tak (:

    #MiriamForPresident

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Åh, nu er jeg en af de personer, der kommenterede omkring at have mistet sin mor, og at din kommentar gjorde ondt… dengang følte jeg virkeligt ikke, der var noget forkert i det, men jeg er måske nødt til at genoverveje, om jeg er mere sart, end jeg er klar over. For nu sidder jeg og læser indlægget om pseudotvillinger på twinpeaks, og jeg synes klart, folk reagerer ude af proportion på en uskyldig undren over et ord.

    Altid dejligt, omend også svært, at prøve at se sig selv i et nyt lys.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så godt brølt Miriam. Vi skal sku ikke føle os så truffet i det danske land.

    Mvh Maria Bøg-Skov.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh jeg havde helt glemt den med mødrene, men der er mange eksempler at tage af herinde 😉
    Tusind tak, Miriam! Du er et hit i min bog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dang!
    Jeg har lige brugt de sidste 45 minutter (plus de 20 min i morges hos MM) på at læse både Anne-Lis indlæg og dit bloggerbørnindlæg, sidstnævnte hørte jeg godt nogle tale om sidste år da jeg ikke orkede at læse blogs.

    Jeg har godt bemærket den sort-hvide tone i kommentarfelterne på nyhedsmedier den seneste uge, men havde absolut ingen idé om at bølgerne kunne gå så højt på blogs.

    Men fedt at nogen tager emnet op, for de færreste kan påstå ikke at blive forarget, trådt på eller føle at det er dem der bliver omtalt og ind imellem er det sgu rart lige at få hovedet trukket ud af “kanalen”.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er jo Bridget Jones #196