Shopping på randrusiansk, del 2

I går så moder og jeg endelig vores snit til at hapse bilen og tage vores sædvanlige tour-de-genbrug. Der er Randers overraskende stærk, og resultatet blev måske nok forholdsvist beskedent, men stadig rigtig godt. Og så nuppede jeg selvfølgelig også lige Normal, nu vi var i gang.

Jeg kom hjem med følgende:

– To bælter, fordi jeg har fået min talje tilbage, og det skal udnyttes! 30 kroner samlet.

– Det originale, fucking Afrikas Stjerne! Jeg ved godt, det er blevet relanceret på fancy vis, men det her er altså det, jeg sad med i SFO’en i midt 90’erne. 10 kroner.

– En virkelig pæn, hvid damaskdug med lidt jacquard-effekt, fordi jeg stadig mest er 80 år indeni. 15 kroner.

– I Normal hapsede jeg “In the City.” Endnu en fin, brun øjenskyggepalette fra W7. (Jeg har i forvejen de lidt større In the Nude og In the Buff.) Kvalitetsmæssigt synes jeg, de er så fine til prisen og jeg bruger nærmest ikke andet efterhånden. 39 kroner.

– Bronzer i to nuancer, også fra W7. Jeg bliver generelt ikke brun, men jeg gør hver sommer et ihærdigt forsøg på at fake det bare en anelse. 29 kroner.

– En ramme i træ, fordi den der støttedims bag på bliver ved med at gå i stykker på dem derhjemme. 10 kroner.

– Og sidst, men ikke mindst en vaskeægte Longchamp taske. Lidt et kup. Jeg regner med at bruge den som træningstaske, fordi Frank tissede på den sidste, jeg havde, og lugten kunne bare ikke ville gå væk igen. 25 kroner(!!).

Ikke med på billedet: 2 kilo ærter, en fødselsdagsgave og et par chokoladebarer, der aldrig nåede at se dagslys igen…

Kommentarer (12)

Der er lukket for kommentarer.