Best of Tinder #4

Hvad gør vi nu, lille du?

“Jeg flytter forresten til Berlin i februar,” sagde en af mine veninder sådan lidt henkastet for nylig. Jojo, hun havde da nævnt før, at det var en mulighed engang i fremtiden, men det der med at flytte til udlandet, det er jo ikke noget, man bare sådan lige gør. Bortset fra, at det er det for nogle mennesker. Hun har lige hapset en BA, så det var nu eller aldrig, før job og kæreste og whatnot kom til og afholdt hende fra at tage på eventyr. Af sted til et land, hvor hun ikke kan sproget, står uden job og uden bolig og så ellers bare satser på, at det hele nok skal gå. Og det skal det også nok, for hun har altid været en pø om pø kind of girl, og det er altid gået op i sidste ende. Men at hun tør!

Jeg er tryghedsnarkoman i ordets allermest absurde yderlighed. Der gik knap tre år, fra jeg besluttede mig til at flytte til København, til jeg rent faktisk gjorde det. Og det lykkedes kun, fordi jeg uden videre besvær fik styr på både bolig og studie. Jeg elsker København, og jeg er kisteglad for, at jeg fik sparket mig selv af sted, men helt ærligt, det kunne lige så godt ikke være sket.

Jeg lå i min seng i går aftes og var lige ved at falde i søvn, da min hjerne pludselig mindede mig om, at jeg skulle få mig en tid hos studievejledningen, så jeg kan få hittet rede i, hvordan al det her specialeværk kommer til at fungere. Og BANG! Så var jeg omringet af angst fra alle sider. Jeg har ét semester tilbage, så står den på speciale, som tager endnu et semester, og så er jeg færdig. Om under et år. Færdig.

Men… Jeg kan jo ikke være færdig? Jeg har levet under SU’ens beskyttende vinger i årevis, og desuden ender jeg med en af de der kandidater, hvor man ikke reelt er uddannet til noget specifikt. Eller jo, jeg kan sætte en roman i litterær kontekst og diskutere postmodernisme med selv den bedste, men sidst jeg tjekkede, manglede de ikke den slags folk hos Mærsk. Hvad værre er: Jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til at lave… Nej, vent, lad mig omformulere det: Jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til at lave, som man kan tjene penge på. Uvished er det værste i verden for en tryghedsnarkoman. Jeg er allerede klar med flere skrækscenarier, end der er solcentre i Randers.

I mit hoved havde jeg nok altid regnet med, at der ville ske et eller andet, der betød, at jeg aldrig behøvede se mig om efter et rigtigt voksenjob. Bloggen ville blive sygt populær og dermed en pengemaskine, eller jeg ville skrive en bog, som ville sælge 15 gange så meget som Twilight… Men når man har en blog proppet med brok og sarkasme, så synes PR-firmaerne af en eller anden grund ikke, at man er den bedste sælger, og når man ikke reelt sætter sig ned og skriver en bog, så har den lidt svært ved at blive udgivet.

Jeg har stadig lige knap et år til at finde ud af, hvad i alverden jeg skal stille op med mit liv. Det er ikke meget tid, når man tænker på, hvor langt jeg (ikke) er kommet i den proces de første 28 år. Måske er det i virkeligheden på tide at begynde at spille Lotto…

   

16 kommentarer

  • Kvalitetskommentar! Jeg skal gøre mit bedste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, jeg er glad for at kunne have ageret distraktion! Og er lidt misundelig på dine 2,5 år!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så er det jo med at gå efter phd'en!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja, for filan, af sted til København! Det er en slags paradis, I promise!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majse og Camilla var vel heller ikke sådan super kendte? Jeg tror bare ikke, jeg ligesom er stabil nok til at holde sådan en korrespondance kørende… :-/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg burde virkelig gå i gang, hvis den nogensinde skal blive til noget!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eij, noget hø! 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er et hårdt liv, det der studenterliv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Det hele skal nok gå – det gør det altid. For mig hjalp det at tænke på, at datoen for afslutningen ligesom kommer om man vil det eller ej. Man kan bruge de sidste måneder på koks amok stresse over det, eller man kan tage det i stiv arm og indse, at alle skal ud på den anden side. Og ja, der er pisse nedern ting ved at blive “voksen”, man siger i praksis farvel til sit gamle liv, og det kan gøre lidt ondt, indtil man finder stabiliteten og glæden ved det nye. Ved gode, sjove kollegaer, mange mange flere penge mellem hænderne, karriereudfordringer og måske ændringer på privatfronten. Og man indser, at alle jagter den der ret patetiske drøm om en lille kernefamilie og en Kähler vase og at man sagtens kan sige nej tak til det lort og leve ens liv præcis som man vil. Men nu med penge, karriere og verden for ens fødder. Det er ikke helt dårligt her på den anden side 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Jeg er så enig! Jeg skulle egentlig have været færdig til sommer. Så blev jeg mor, og måtte udskyde et fag, fordi jeg lå og havde det virkelig dårligt hele tiden i starten af graviditeten, og kun kunne overskue et fag. På mirakuløs vis kommer jeg så til først at være færdig om 2,5 år. Det er jo meget rart. Men nu dealer jeg så med morlivets barske realiteter i stedet for.
    Men så længe ekstrem søvnmangel er krydret med store smil fra min baby, så lever jeg lykkeligt.

    Og tak for en rigtig god blog. Jeg faldt over den, den nat min fødsel startede, og jeg hang ud herhjemme med veer. Jeg sad der i mørket og skiftede mellem at hoppe på min pilatesbold og sidde akavet i sofaen og nusse min kat og læse hemmeligheder på min telefon. Det var jævnt god distraktion!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er nu halvvejs gennem min bachelor i Engelsk og selvom der er langt tid til, at jeg er kandidat, så har jeg haft flere kriser indtil videre over, hvad i alverden jeg skal blive. Jeg ved, at jeg vil ikke være gymnasielærer, og hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg allerhelst bare forske i et eller andet emne og blive ekspert inden for det område og skrive bøger, som meget få vil læse. Faktisk ville jeg nok bare gerne være studerende for altid. Åh det er svært og jeg føler med dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Turid

    Åhh – hvor jeg kender det! Da jeg startede på mit speciale, var jeg bare så opsat på at gøre det til en god proces, og så kunne jeg starte med at kigge på job-opslag stille og roligt efter jul, så jeg måske var heldig at lande et job straks, som jeg var færdig… Klip til nu – hvor jeg har en måned tilbage. Det har været en elendig proces og pt. har jeg ca. 2/3-dele af opgaven, så jeg skal arbejde ret så hårdt her til sidst for at nå at blive færdig… Og job-opslag? Jeg har ikke kigget på ét eneste, fordi overskuddet på ingen måde har været der. Men jeg fortæller mig selv, at det nok skal gå. Jeg har intet der binder mig til Århus, og jeg vil egentlig sindssygt gerne til København (hvor jeg forestiller mig, at de i det mindste har stillinger for en som mig, der også har taget en lidt udefinérbar uddannelse). Men jeg er åben for det hele – på trods af at tryghedsnarkomanen i mig frygter lidt at skulle flytte til en by, hvor jeg i den grad selv skal ud og skabe et nyt netværk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Shit, du lyder som mig. Jeg aner heller ikke, hvad jeg vil, og jeg håber også naivt på at tjene big bucks på en eller anden hitserie, som jeg jo i øvrigt aldrig er startet på. Dernæst er håbet for mig også lotto eller den blog, som jeg på nuværende tidspunkt opdaterer én gang om måneden, og som kun min familie læser. Så ja. Vi skal nok klare os. Skal vi måske i virkeligheden satse på en ny omgang “Michael Laudrups Tænder”, eller er sådan noget fuldstændig ligegyldigt, når nu vi ikke er kendte?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Milla

    Bare fordi du er humanist er der absolut ingen grund til at begynde at spille lotto! Nyd din afgrund af frihed – og begynd så at skrive den bog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Du er ikke alene. Jeg har færdig med min uddannelse, og arbejder som telefonsælger og med detail. Umuligt at få et RELEVANT job, så jeg faktisk kan blive til noget – nå.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Hæ! Du har så evigt ret, Miriam.. Jeg er ikke engang specielt meget tryghedsnarkoman selv, men det stresser mig godt nok alligevel at jeg til sommer er helt færdig som studerende. Eller, lige nu stresser det mig mest, at jeg stadig ikke helt ved, hvad jeg vil med specialet. Hm. Så meget for at være en af de typer med styr på tingene. No more.

    Og jeg ved heller ikke, hvad jeg præcist vil bagefter. Jeg kan godt sige, at kombinationen af specialestress, vintermørke, regnvejr og eksistentiel krise ikke er særligt god for humøret. Og jeg er ellers (næsten) altid glad. God dammit. 😀 Håber virkelig snart jeg får styr på i det mindste grundlaget for specielet. Og så må det også gerne lige blive bedre vejr. Nå.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Best of Tinder #4