En lille tåre og en Facebookside

Jeg ville have lavet Bridget til jer i går, men så fandt jeg ud af, at den fantastiske kvinde bag Newyorkerbyheart, Birthe, har tabt kampen til kræften. Vi vidste jo godt, hun var syg, og det var terminalt, men jeg troede bare ikke, det skulle være lige nu. Så føltes det bare på alle måder forkert at bitche over, at jeg sidder fast i min eksamensopgave og har fået en vabel på hælen. I stedet fældede jeg en lille tåre og købte ind til en af hendes opskrifter. Det føltes mere rigtigt. Bridget må få dobbelt dosis næste gang.

Jeg kan godt mærke på det hele, at det der med kvalitet, det må I lige vente med til på mandag efter klokken 12, når jeg har fået sommerferie. I stedet har jeg i min prokrastinationsiver lavet en Facebook-side til bloggen, hvor jeg muligvis har overskud til at smide et hej ind, hver gang jeg holder skrivepause. Jeg skal nok prøve at være helt vildt sjov og ikke lade selvmedlidenheden sive igennem, så I til sidst får lyst til at vappe mig én med hvadsomhelst hårdt, der lige er i nærheden – I ved, ligesom når mænd er syge. (Jeg taler muligvis om din husbond, Rebekka.) Fx tænkte jeg over, da jeg cyklede i Irma efter kattemad tidligere i dag, at det da er sært, at man aldrig glemmer, hvordan man kører på cykel, og alligevel skal jeg hver sommer genlære mig selv, hvordan man kører på cykel i maxikjole. Og det kunne jeg da godt lige have smidt på Facebook. For det var ikke nok til et indlæg, men det kunne da snildt være Facebook-spam á la Miriam.

Hvorom alting er, så finder i bloggens side lige her, og jeg håber naturligvis på at se jer derinde. Så kan jeg måske bruge jer som en incitament til at komme videre med opgaven, som jeg snart giver et rigtig nederen navn. Bob, måske. Noget med et like = en sætning, der skal skrives. På den måde bliver jeg ikke helt vildt depri, hvis der kun kommer fem likes, for så må jeg snart holde skrivefri for i dag… 😉

Kommentarer (13)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.