Decisions, decisions…

Jeg har været lidt tavs omkring, hvad jeg render og laver efter mit sidste besøg på Hillerød, og det er simpelthen, fordi jeg har ligget og rodet med en masse beslutninger, der skulle træffes. Nu er de så truffet, og jeg har en god mavefornemmelse omkring det, så hermed en lille opdate:

Jeg blev indkaldt til en ny samtale på hospitalet, hvor jeg blev anbefalet et nyt, anderledes behandlingsforløb, eftersom det sidste ikke hjalp mig voldsomt. Det ville imidlertid betyde, at jeg skulle rive endnu et halvt år ud af kalenderen, for på trods af at jeg (endelig!) fik tilbuddet om at rykke behandlingssted til Bispebjerg, så ville det være urealistisk, at jeg kunne være aktiv på uni samtidig.

Og here’s the thing: I må ikke sige det til nogen, men jeg savner uni. Jeg savner at læse, skrive, tale, diskutere, researche og analysere. Jeg savner at bruge mit hjerne, min viden, min uddannelse. Så jeg endte med at ringe til Hillerød og sige tak, men nej tak. Jeg gider ikke mere. Det har ikke hjulpet, og jeg vil ikke spilde et halvt år mere på noget, som sikkert heller ikke virker. Jeg futter tilbage til mine rødder i stedet. Min beslutning blev mødt af protester og advarsler og frarådelser, men jeg er stadig glad for den.

I går tilmeldte jeg mig så forsigtigt et enkelt valgfag med start på mandag. Det hedder ganske enkelt “Romanticism” og omhandler min all-time yndlings-isme, så jeg har høje forventninger. Læreren har jeg imidlertid ikke haft før, og det er altid lidt knald eller fald, når man befinder sig på Humaniora, men jeg håber, han er en af de rare, entusiastiske typer. Kryds lige fingre, hva’?

Så her står jeg nu. Lidt spændt og nervøs og med et intenst håb om ikke at kollapse midt i det kommende semester, som jeg ellers har haft for vane. Men glad! I hvert fald lige nu. I shall keep you posted. 😉

Kommentarer (18)

Der er lukket for kommentarer.