Cupcakes & fyldt chokolade

Sidste babyshowerindlæg, det lover jeg!

Udover at medbringe min egen gave, sokkebuketten (og en babykjole med katte på, selvfølgelig), var det også mig, der stod for pynt og mad. Pynten klarede jeg i det tyske – de er gode med den slags. Masser af lyserød og prinsesser. Maden krævede brug af moderens køkken, hvor jeg kastede mig ud i cupcakes og fyldte chokolader.

Jeg havde ikke prøvet cupcake-opskriften før, og den skuffede lidt, hvilket kun forstærker mit ønske om altid at afprøve en opskrift, før man serverer den for gæster! Smagen var egentlig super – citron og vanille – men den endelige konsistens endte med at nærme sig scones snarere end kage, hvilket jo ikke ligefrem var meningen, og så var de også temmelig fesne i størrelsen. Derudover løb jeg tør for tid på selve dagen, så skidekønne blev de heller ikke. Suk.

Bedre gik det med chokoladerne. Jeg gjorde brug af min nye chokoladeform, der også blev købt i Tyskland for en slik (høhø), og den fungerede fremragende. Jeg lavede tre varianter:

Mørk chokolade med flydende karamel.

Lys chokolade med mørk trøffel. (Efter denne opskrift, undlod dog rom.)

Lys chokolade med nougatcrunch. (Lavet lidt på slump. Smelt sukker til karamel på en pande, hæld det over nogle hasselnødder. Hakkes fint, når det er kølet af. Smelt noget blød nougat i vandbad og bland det med nøddecrunchen. Fyldes selvfølgelig i chokoladerne, mens det endnu er flydende.)

Jeg anbefaler stadig varmt at kaste sig ud i det der med hjemmelavet, fyldt chokolade. Det er rockernemt og et kæmpehit hver gang!

Kommentarer (6)

  • Hader når en opskrift ikke lige bliver som man havde håbet – ligegyldigt om det er mad, dessert eller kage. Jeg skulle lave en råcreme med hvid chokolade engang, og den skulle også være testet. Uden tvivl. Den fejlede så stort, at jeg måtte forlade selskabet for at løbe i Netto og hente is til frugtsalaten. Bittert!

    Hjemmelavede fyldte chokolader? Lyder utrolig lækkert og ja, ret overskudsagtigt!

  • Jeg vil lige tilføje at Miriams cupcakes smagte dejligt – Også dagen efter, hvor de blev spist til morgenmad ( Hvilket er helt ok som høj gravid NÅ!!!) Jeg bildte i øvrigt min kæreste ind at de blev serveret for min mor, så shys!!

Der er lukket for kommentarer.