Want: Flere animal flats!

Farvel til en gammel ven.

Da jeg var barn, var jeg en badass. En fuldstændig vanvittig vovehals med absolut ingen tanke på potentielle konsekvenser. I dag er mine knæ lutter ar og min underlæbe ditto som bevis. Men jeg lærte aldrig af mine skader. De var bare en del af legen.

Hver dag gennem hele mine folkeskoletid cyklede jeg til og fra skole. Det var hovedsageligt op ad bakke på udvejen, men så gik det til gengæld også virkelig meget nedad, når man skulle hjem. En dag var jeg kommet rigtig godt op i fart på vej ned ad den stejleste af bakkerne, men da jeg i svinget for bunden af bakken lagde cyklen nærmest vandret i et forsøg på ikke at miste alt for meget momentum, skred den i noget grus, og jeg fløj hen ad asfalten.

Jeg husker ikke meget fra minutterne, der fulgte. En mand kom hen og gav mig et lommetørklæde til mine salte tårer, og jeg humpede hjem, klar til at blive trøstet af min mor. Jeg husker at have gledet min tunge hen over mine tænder for at være sikker på, at de allesammen var der, men udtrykket af chok i min mors ansigt afslørede hurtigt, at min tunge havde taget fejl. Min højre fortand var væk.

De næste par år var jeg i tandlægestolen i tide og utide for at få limet en plasticfirkant fast på den stump tand, der var tilbage. Det så fint nok ud, men det holdt aldrig særlig længe. Da jeg var tolv, besluttede de, at jeg var gammel nok til at håndtere smerten ved en porcelænstand. Der blev specieltfremstillet en model, der passede lige præcis til min mund, og min tandstump blev slebet til for bedst muligt at kunne holde fast på den. (De var nødt til vitterligt at slibe noget af nerven af, og ja, det gjorde fuldstændig latterligt ondt!)

Resultatet var fejlfrit, og jeg fik at vide, at min nye tand burde kunne holde omkring seks år, indtil jeg var 18 og skulle have lavet en permanent løsning. Jeg elskede min nye tand. Kom hurtigt ind i vanen med at bruge den anden side af munden, når der skulle bides i æbler og i det hele taget skåne den mest muligt. Det virkede. I år havde vi 15-års jubilæum.

Og så i dag vågnede jeg, satte mig op i sengen og spyttede halvdelen af min elskede tand ud i hånden. Jeg har ingen anelse om, hvad i alverden jeg har lavet i søvne, men jeg ved, at i dag er en sorgens dag. Min trofaste følgesvend er ikke mere. Og her sidder jeg tilbage, helt alene med minderne. Alt det mad, vi har spist, alle de smil, vi har smilet, alle de drenge, vi har bidt.

It’s the end of an era. Hvil i fred, gamle ven.

   

10 kommentarer

  • Det kan jeg også, men det bliver også enormt svært at skulle til at vænne sig til en anden tand!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ibs

    Hvor fint skrevet. Og sjovt, at sådan en 'ting' bliver en del af en selv på den måde. Det kan jeg godt lide.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jesus Kristus, en regning! Jeg anbefaler en tur til Polen… Selv håber jeg gevaldigt at slippe for regningen pga noget gammel forsikringsværk, mine forældre insisterer på findes. Jeg håber, de har ret!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg aner faktisk ikke, hvad de har tænkt sig at gøre ved det. Da jeg fik porcelænstanden lavet, sagde de, at jeg skulle have en stifttand, når den gik i stykker, men sådan en vil jeg under alle omstændigheder ikke have, fordi den er hæslig. Desuden tænker jeg, at der må være sket en del på forskningsfronten siden da og de forhåbentlig har en bedre løsning nu! Men ja, jeg gætter på, jeg får lov til at rende tandløs rundt indtil da – sådan var det i hvert fald i sin tid… Under alle omstændigheder i hvert fald indtil mandag, hvilket er pænt irriterende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Håber virkelig at kunne slippe for regningen, men nu får vi se… Ser heller ikke voldsomt frem til at skulle i tandlægestolen igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det synes jeg også! Mine forældre mener dog, at der er noget forsikring fra dengang, der går ind og dækker, fordi de ikke kunne lave en permanent løsning i sin tid. Så det håber jeg, de har ret i. Ellers er jeg virkelig på røven!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Det er surt! Jeg er altså ikke fan af tænder.. Eller jo, det er jeg egentlig nok – det er jo nærmere, når de ikke er der, at jeg bliver sur. Mangler selv blivende tænder under to af mine mælketænder. Samtidig har jeg dog været velsignet med, at jeg aldrig tabte mine mælketænder af sig selv, så derfor er jeg nu som 23-årig stadig indehaver af to styk mælketænder! Den dag de ikke kan mere bliver også en sorgens dag – 23 år sammen indtil videre! (og nå ja, tandlægeregningen på ca. 40.000 for to implantater ser jeg da heller ikke frem til).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sofie

    Ej, Miriam, nu må jeg kommentere! Det lyder jo fuldstændigt som min historie. Da jeg var 9 år var jeg også udsat for et grufuldt cykeluheld – jeg mistede ikke én, men hele to fortænder. Det er kun 7-8 år siden, så løsningen var lidt anderledes end hos dig: jeg fik en protese – egentlig en lille bøjle med tænder på – som jeg stadigvæk render rundt med i dag. Når jeg bliver gammel nok – 20-21 år, siger de vist – kan jeg få et permanent implantat. Mon det er sådan ét, du også skal have? Og hvad gør du nu, skal du så gå med en halv tand, indtil der bliver tid til at få det fikset?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • uh, fik helt kuldegysninger!
    havd indtil jeg blev 20 en plastiktand limet fast på en bøjle.. den holdt ikke til så meget!! da jeg blev 20 fik jeg limet en mere holdbar tand bagpå mine andre tænder. den er lidt mere holdbar.

    og ja.. av for en tandlæge regning? 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Og hej til en stor tandlægeregning, formoder jeg? – Det håber jeg ikke! Synes du er bebyrdet nok i den forbindelse, med SU-kontorer der ikke kan finde ud af, hvad de foretager sig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Want: Flere animal flats!