Jeg starter tidligt!

Talende togmennesker

Der findes to slags talende togmennesker. Dem, man godt gider tale med, og dem, man ikke gider tale med. Jeg rendte ind i begge dele i dag på verdens længste lokalrejse takket være orkanstormen. Jeg har ellers ikke haft beef med mandagens glade blæsevejr før nu. Min cykel væltede, og ded var ded. Indtil min normalt stille og rolige torsdagstur til Hillerød forvandlede sig til et forvirringscirkus med syv skift og uhumske togbusser.

Det var her, jeg mødte det første talende togmenneske. Lad os kalde ham Børge. Børge var typen, der ville omtale sig selv som en “frisk fyr”. Han var omkring 20 år gammel, havde lidt for langt, fedtet hår og var uendeligt lykkelig for endelig at kunne klassificere sig selv som voksen – med nyerhvervet job i Føtex og ny bolig i et ældre ægtepars kælder. (Det er ikke noget, jeg gætter mig til, det fik vi skam at vide.)
Børge sneg sig uskyldigt med på noget small talk (ikke mit) om stormens skader på rejsen med togbussen mod Hellerup og overtog hurtigt samtalen. Han talte meget højt og meget tydeligt. Det var overordentligt vigtigt, at hele bussen hørte hvert et ord. Børge havde vigtige ting at sige. Han lod sig ikke mærke med den sparsomme tilbagemelding fra sine samtalepartnere, men jonglerede lystigt mellem emner som sin efterskoletid, størrelsen på husene i Lyngby vs. dem i Fredensborg, hvornår det er passende at tage kørekort, og hvor dejligt det var ikke at skulle tage i byen hver fredag, nu hvor han var blevet gammel(!) og havde fået sig en kæreste.
På dette tidspunkt var der gået 20 minutter med ren Børge. Hans tidligere samtalepartnere var helt holdt op med at respondere, men sad nu blot og smilede anstrengt, mens Børge entusiastisk fortsatte sin enetale (“der kørte vi vist forbi et gymnasium – i min gymnasieklasse var vi 19 drenge og én pige!”). Jeg (to sæder bagud) var for længst holdt op med bare at forsøge med et smil og sad nu og stirrede intenst ud af vinduet, mens jeg for mig selv sammenbidt hviskede: “Holdkæftholdkæftholdkæftholdkæftholdkæft” for ikke at springe i luften på min helt uskyldig sidemand, som stensikkert troede, jeg var sindssyg. Da bussen endelig ankom til Hellerup station, havde jeg slået Børge ihjel mentalt omkring 17 gange og var edderirriteret.

Men i toget mødte jeg en af de rare togtalere. Lad os kalde hende Ingelise. Ingelise var en glad pensionist, som lige havde kæmpet en brav kamp for at finde fra Lyngby mod København, men nægtede at lade sig slå ud af DSBs mangel på tydelig information. Hun havde sin hund med i en taske, men havde lidt problemer med at holde ham dernede, fordi hans nysgerrighed konsekvent overtalte ham til at gå på eventyr. Ingelise fortalte med glæde i stemmen, hvordan hun skulle ned og besøge sine børnebørn, og så var hun jo nødt til at tage Oskar med, for sidste gang kunne de ikke forstå, hvorfor han var blevet hjemme. Ligesom med Børge holdt Ingelise mest af alt en enetale, men hun var så bedårende og hendes forventningsglæde smittende, og da jeg stod af, blev hun helt forfjamsket i sit forsøg på at ønske mig en god dag, før dørene lukkede, og Oskar gav mig et bjæf med på vejen, og jeg satte kursen hjem lykkeligt vidende, at der blandt de talende togmennesker heldigvis findes mindst lige så mange Ingeliser, som der findes Børger…

   

12 kommentarer

  • Hahaha! Jeg elsker sådan noget!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Måske er du bare en af de der mennesker, der ser venlige ud. Det er altså ikke altid fedt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er jo også en anden snak (no pun intended), hvis ens togtaler rent faktisk har noget interessant at byde ind med! Børge-typer skal bare gå væk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Andre mennesker er jo generelt nederen. De er bare enormt dårlige til at se det selv…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg bliver altid helt benovet over folk, der er helt grundglade. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditto, men så heldig er man desværre ikke altid. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det bedste jeg nogensinde har hørt nogen sige i et tog, er en mand i jakkesæt, der til højtaleren (der annoncerer forsinkelser) højlydt råbte: “Årh, knep dig selv!”

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uha, jeg er ikke så god til togsnak. Synes altid jeg tiltrækker Børge-typerne!! :-/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Åh, har engang haft en fantastisk togtur tværs over Danmark i selskab med en isbjørneforsker fra Alaska. Det er ikke løgn! Elsker togsnak

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uhh, er også mest til de ikke-talende togmennesker men jeg er i bund og grund så høflig at jeg altid får rodet mig ud i noget med Børge-typerne – desværre. Jeg begår ofte mord mentalt – både i busser, toge, på strøget, i butikker, i biler og ikke mindst på cykelstier. Jeg kan være helt forkrampet og vred når jeg endelig når frem over alle de mennesker, der tror at alle andre deler deres forkærlighed for irriterende opførsel! Og nej, jeg er ikke et negativt menneske generelt men jeg hader når andre ikke stikker en finger i jorden ift om deres ageren er hensigtsmæssig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg elsker ingeliserne, de kan redde en hver dag med deres smittende livsglæde 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sára

    Jeg kan nu bedst lide de togmennesker, som ikke siger noget overhovedet……

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg starter tidligt!