Alle mine venner er idioter…

I har dem sikkert også. De der Facebook-venner, der fuldstændig ukritisk deler alt mellem himmel og jord i den tro, at de gør deres til, at jorden kan blive et bedre sted at være. I virkeligheden er de bare pisseirriterende.

Det underlige er, at flere af dem ikke engang hører til den der gruppe af lidt halvretarderede folkeskolefolk, man kun er venner med af pligt. Nogle af dem er faktisk helt almindelige mennesker med helt almindelige IQ-tal, der alligevel på en eller anden måde fuldstændig mister deres logiske sans, når det kommer til sociale medier.

Ovenstående billede er fx dukket op på min news feed ikke mindre end seks gange i dag. Seks! En hurtig tur på Google informerede mig om, at billedet er tre år gammelt og tilsyneladende ikke kan udryddes trods ihærdige forsøg fra Nordic IT Hillerød, som i øvrigt ikke lavede det i første omgang.

Hvad, der i høj grad undrer mig, er dog mest, at folk ikke bliver den mindste smule mistænksomme ved synet af et billede som dette. Jeg mener, alarmklokkerne står jo nærmest i kø…

1. Det er ganske vist ikke unormalt for firmaer at lave denne form for kampagner, fordi det både giver dem reklame og goodwill, men der er sgu da ikke nogen firmaer, der giver en tier pr. deling! Det kunne nemt gå hen og blive meget, meget dyrt. Realistisk set er belønningen for en deling snarere en krone. På en god dag.

2. Billedet, der deles, kommer ikke fra firmaets egen Facebook-side, men fra en privatperson, der poster lige så meget om sin datter, som jeg poster om Frank, og som i øvrigt absolut ingen tilknytning til Hillerød har.

3. Billedet blev uploadet på profilen d. 3. april, hvilket måske var liiiiige tidligt nok at begynde at samle penge ind til dette års Knæk Cancer-uge, der starter i morgen.

4. Skaberen af billedet kan hverken stave eller bruge nutids-r. Stol aldrig på folk, der ikke kan finde ud af at bruge nutids-r!

Nogle gange ved jeg ikke, hvem der er dummest: De folk, der af en eller anden grund føler behov for at kreere fake posts som disse, eller de folk, der lystigt fortsætter med at dele dem…

Kommentarer (20)

  • Kan ikke sige andet end; Amen!

    Eller når ens 14-årige stedsøster har fundet ud af at hun er lesbisk, og derfor spammer ens newsfeed med snavebilleder af hende selv og den nye kæreste. Suk!

    – Sara.

  • Hahaha! TAK! Tak fordi du siger det højt! Jeg er pisse træt af den slags. På lige fod med, at jeg er træt af delinger om pædofile mænd i kassevogne i Jylland, billeder af babyer med cancer, som kun kan blive opereret, hvis en milliard-trilliard mennesker deler billedet, af hunde der er kommet til skade, døde katte der er fundet i en vejkant og ALT det andet gøjl folk deler på Facebook. Stop nu – TAK! Til gengæld får jeg virkelig ryddet op på min væg, fordi jeg hver gang, nogen poster latterlige ting, blokerer feeds fra dem.

  • Jeg har det PRÆCIS på samme måde. Jeg bliver så irriteret, når folk bliver ved med at dele de der posts, for jeg synes, det er så indlysende, at der ikke bliver doneret en krone, lige gyldigt hvor meget folk deler det.

  • Hahaha enig! Det er simpelthen så dumt. Google er din ven altid! Og nej samtlige superstjerner dør heller ikke bare i tide og utide og hvis de gør er det nok ikke face der er først med nyhederne. Jeg har også mange gange fået tilsendt links af velmenende venner som gerne vil hjælpe mig med at finde et sted at bo, opslagene er så delt i omegnen af 20.000 og startede for 3 måneder siden og boligen er for længst udlevet, hvilket der også står på ejermandens profil! Eller alle de forbrydelser der bliver delt i håb om at finde gerningsmanden, som så viser sig at være blevet fanget for 3 år siden!

    Så dumt!

  • Jeg har slettet alle som gjorde den slags; delte latterlige støttebilleder, skrev latterlige unødvendige statusbeskeder og delte for mange billeder af babyer/børn. Jeg har kun min mor tilbage, som indimellem er en ivrig deler 🙂

  • Hej Miriam! Har du mon set Fies seneste indlæg, hvor hun stolt poserer foran en hjemløs i LA, og praler med sine hjertelige heltegerninger? KLAMT… anyway, kom bare til at tænke på dig, da jeg så det, da jeg ved at du tidligere har stillet dig kritisk overfor hendes etiske kodeks 🙂

  • Nogle opslag er egentlig nyttige nok. Jeg mener, det er da super, at politiet fx kan identificere ukendte forbrydere på rekordtid takket være sociale medier… Men altså. Når folk ikke gider finde ud af, om sagen er løst, før de deler billedet af de omtalte forbrydere, så bliver jeg bare så træt. Og går de det ofte nok, så bliver de også blokeret fra min news feed!

  • Jojo, der er skam firmaer, der har kørt den her slags kampagner og doneret ud fra antal delinger… Men gudhjælpemig ikke en tier per deling.

    • Kun max 50% succes for mig… lige meget hvilket hjælpe ord jeg bruger.
      beklager det er ikke bare for alle… at en annonce så bør have styr på det er noget andet.

  • Haha, jeg ved ikke, om børnebilleder gælder i samme kategori, men de ryger også fra min newsfeed… Ligesom jeg er sikker på, jeg er gemt langt væk hos mange af mine venner pga Frank-spam! 😀

  • Åh Gud. Jeg har virkelig prøvet at give hende the benefit of the doubt, fordi hun er teenager i et utroligt selviscenesættende samfund, men ud fra hendes blog bryder jeg mig virkelig, virkelig ikke om hende. Magen til gloriepudsning…

Der er lukket for kommentarer.