Fredagen, der forsvandt

Friends and Money Don’t Mix, Part 2.


Normalt bruger jeg billeder af Grumpy Cat, når jeg er sur, men jeg synes egentlig, det er så slemt den her gang, at vi er nødt til at skulle ud i noget Colonel Meow.

Jeg er vred. Fuldstændig fysisk dirrende, tårer i øjnene, har lyst til at smadre noget-vred. Og eftersom mine vægge er så skrøbeligt byggede, at det stensikkert ville efterlade et massivt hul, hvis jeg sendte en knyttet næve mod én, så må det blogges ud.

For længe, længe siden lånte jeg en ven (der på grund af selv samme situation og pinlige (mangel på) håndtering af denne ikke længere er en ven) nogle penge. Pengene blev lånt på en fredag og skulle oprindeligt have været betalt tilbage om mandagen. Det var omkring juni… Sidste år. Jeg endte med at skrive et indlæg i ren frustration, hvilket fik den omtalte gut til at flejne totalt, råbe af mig at jeg ikke måtte “hænge ham ud på bloggen” eller true med at sladre til hans far, hvilket var totalt uacceptabelt. Da jeg imidlertid spurgte ind til, hvad han så ville foreslå, jeg havde gjort, havde han absolut ingen løsningsforslag. Men Gud forbyde, at jeg skulle fortælle hans temmelig succesfulde far, hvor stor en økonomisk fiasko hans søn er. Det ultimative skrækscenario.

På visse områder er jeg et ret konfliktsky væsen, og jeg har derfor accepteret massive mængder både løgne og dårlige undskyldninger som grundlag for, hvorfor jeg ikke kunne få mine penge igen. Vi har været igennem alt fra jeg-ved-godt-jeg-sagde-jeg-ville-komme-med-pengene-i-aften-men-jeg-er-punkteret-og-Falck-ved-ikke-hvordan-de-skal-fixe-bilen til jeg-har-dummet-mig-og-skal-nu-betale-enorme-bøder. Alle mulige slags løgne og gerne et par stykker om ugen. Engang imellem spassede jeg ud på hans rådne løgne og sagde, at jeg ikke ville finde mig i det mere, og så brød han totalt sammen og indrømmede, at han ikke havde en krone, og jeg forbarmede mig over ham og lovede, at jeg sagtens kunne vente til den første. Men til den første kom de nye løgne…

Aldrig vidste jeg, hvor jeg havde ham, aldrig fik jeg hele sandheden eller bare den halve. Jeg lukkede ned for al kontakt bortset fra de evindelige rykkere, jeg måtte smide hans vej. Irritationen ved, at jeg som SU-modtager konstant skulle tigge om at få mine penge tilbage fra ham, en fuldtidsarbejder, samt den fuldstændige mangel på respekt for mig åd sig ind i alt positivt, jeg nogensinde havde set ved ham. Men han var altid manden med den imponerende facade, og jeg forsøgte at væbne mig med tålmodighed, fordi jeg engang vidste, hvad der var omme bag ved, og det kan ikke være nemt at leve med. Måske var der noget sandhed i nogle af de mange løgne, og jeg ville ikke være et af de mennesker, der bidrog til, at hans liv blev sværere. Jeg er ikke tilhænger af brug-og-smid-væk-kulturen, når det kommer til mennesker, men er nu endeligt nødt til at indse, at lige netop dette eksemplar nok skulle være røget i skraldeskakten for år tilbage.

Et lille afdrag fik jeg dog ud af ham engang imellem, og selvom jeg var ivrig efter at få de sidste penge og endegyldigt ende, hvad der i virkeligheden altid har været et giftigt forhold, så havde jeg accepteret sneglefarten for, at vi kunne afslutte vores venskab (eller i hvert fald resterne af det) på god fod og uden råben og skrigen, indblanding af jurister og inkassofolk.

Indtil nu. Nu, hvor han har valgt at ty til den eneste løgn, jeg ikke kan acceptere, fordi det er at udnytte de permanente ar, jeg har på sjælen, som aldrig vil heles helt. Hvilket han ved.

Efter endnu en af hans mange løgne, der ikke hang sammen, skrev jeg direkte til ham, at jeg ikke troede på ham. Det resulterede i noget stilhed efterfulgt af et opkald, hvor han knust fortalte, at han og hans kæreste var ved at gå fra hinanden. Og som forklaret i hjertesmerteblogs-indlægget, så hører den slags til de største katastrofer i min optik. Straks forsvandt vrede og brudt venskab, og jeg var rene trøstende ord, tilbud om krammere og – vigtigst af alt – udsættelse af gældsbetaling. Jeg fik taknemmeligt at vide, at han selvfølgelig var meget rundt på gulvet, men at jeg burde kunne få mine penge, når jeg kom hjem fra Berlin. Han skulle nok skaffe dem til mig.

Nu er jeg hjemme fra Berlin, og hvor er skyldneren? Han er på ferie i Italien for de penge, han ikke har råd til at betale mig tilbage, med den kæreste, der ikke er gået fra ham.

Så nu har jeg givet ham en uge, før jeg sladrer til hans far. Det er kun fair.

   

18 kommentarer

  • Tusinde TAK for alle jeres mange kommentarer. Jeg føler mig ind imellem som en kæmpe røv, fordi jeg konstant skal rykke og være sur over de penge, så det er rart nok lige at blive mindet om, at det jo i virkeligheden er ham, der er en idiot!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    sikke en kæmpe RØV! hold kæft hvor burde han have dårlig smag i munden (men virker til at han ikke fatter en brik).

    Du skal SÅ meget holde ved den beslutning og advarsel omkring daddy! Ellers lærer en som ham det ALDRIG og vil blive ved med at udnyttet folk som er så meget bedre end ham.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Neej, sikke en historie! Kan godt sætte mig ind i, hvor svært det er at gøre noget, når det er ens ven. Men din tålmodighed har strukket sig laaaangt ud over rimelighedens grænser, så. Ring til den far nu! Sikke dog en nar.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej, hvor er det træls at høre, at den historie ikke er ude af verden endnu! Hvor er det hjernedødt dårlig stil! Nu er jeg ikke så god til at rose, men vil bare lige sige, at dine hudløst ærlige indlæg er verdensklasse og gør din blog til et af mine yndlingssteder! Keep up the good work! Og så håber jeg snart du får dine penge! Han skylder dig en ferie i renter – inkl. italienske sko! I lange baner!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    What the others said – ring til farmand, og det kan kun gå for langsomt. Du allerede givet ham rigelig lang snor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • sikken røv !!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Miriam. Han har fået riiiigeligt med chancer. Ring til hans far – ellers så gør jeg det! Sådan en uopdragen fyr skal man lede længe efter, det er direkte frækt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Miriam, jeg står i en nærmest identisk situation. Det er så fucking svært, for jeg kan ikke slå mig til tåls med, st jeg og skyldneren ikke kan være veninder. Så nederen at miste noget godt på grund af penge!!
    Håber på det bedste for dig.
    Kh Benedikte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold nu kæft en stor lort han er! Tænk engang at man som voksent menneske synes det er acceptabelt at behandle andre mennesker så respektløst. Det er mig simpelthen en gåde hvordan man vil være det bekendt og så tilmed overfor en god ven. Han er da virkelig ikke værd at samle på og fortjener på ingen måde flere chancer. Han skal bare hoste op med pengene og jeg siger også – ring til hans far. NU!
    Jeg håber for dig at det bliver løst og at du langt om længe får dine penge!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har siddet og åbnet og lukket dette indlæg, henover formiddagen. Læst det flere gange.
    Jeg har det også som de andre, han er en røv og det fortjener du bare ikke af en ven, men med alle de chancer du har givet ham, så tænker jeg også han må betyde noget for dig, som ven og så er det pisse svært.
    Det letteste er jo, som overskriften siger, don't mix friends og money, men jeg havde gjort det samme.
    Nu skal du bare gøre, hvad du har det bedst med, men kan godt forstå det ikke er let og du har behov for at komme af med vreden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sascha

    Gør det. Ring til faren og få pengene..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er jo bedre drama end Grey's nærmest. Og det er ikke engang fedt, fordi det er virkelig mennesker, der kan gå i stykker. Jeg sender godt humør på vej til dig! Du har vist dig som et ret overbærende og venligt menneske over for ham, og det er fandme ikke fair at han bare kører rundt med dig og kaster lort på dig igen og igen. Jeg stemmer i med de andre – nu må faren på banen! Ret skal være ret, og du skal ha dine penge. Han har fået halvandet år, og det er sgu for lang tid!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du sku ha ringet til faren for længst. Har været igennem det samme, heldigvis med et noget mindre beløb, og det eneste der hjalp, var da jeg greb knoglen, ringede til faren og han med et spidst tonefald sagde, at sønnen faktisk sad lige her ved siden af, så nu fik jeg ham lige så han ku skrive kontonummer ned, og så sku hr far nok sørge for de blev overført. Og wupti, så var der penge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Han har vist fået alle de chancer, han ikke fortjener, så nu må farmand vist ind i billedet. Jeg kan godt forstå, at du er splintrende tosset!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Allerede dengang sagde jeg ring til faren, og jeg siger det igen: “RING TIL FAREN!” – FOrtæl så hans kæreste hvor stor en røv han er, og ring også lige til hans mor, for en mors vrede er værre (eller det regner jeg bare med den er) – skriv så et indlæg hvor du hænger ham endnu mere ud, og slet det hurtigt igen (han tror det er væk, but the internet never forgets!)…

    Ej jeg synes bare du skal have dine penge, jeg ville ikke vente en uge, jeg ville ringe til hans far nu!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke en røv. Ring også lige til hans mor, når du er i gang. Måske har hun et yngre barn, hun stadig kan nå at opdrage.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Sidder og siger 'ring til fareeeen – ring til fareeeen – ring til fareeeen' for mig selv, gør det gør det gør det!

    …og god weekend her fra

    Stine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold nu kæft en røvspand. Han fortjener en offentlig røvfuld af farmand, og et spark i nokerne fra dig. Du har været rigeligt forstående, og skylder ham ikke en skid. You go girl! Og hvis det er, kommer jeg altså gerne og tæver ham for dig. Så' det sagt.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fredagen, der forsvandt