Jeg er jo Bridget Jones #93

1. Da jeg for nogle dage siden var ved at rydde op, opdagede jeg ovenstående. Jeg gætter på, det er et resultat af sidste lørdags bytur…

2. Jeg er mere deprimeret over lakken end gulvet. Min stakkels, røvdyre Illamasqua, som jeg aldrig nogensinde fik indviet.

3. I onsdags købte jeg en pakke hakket oksekød i Rema til at komme i nogle tortillas. Jeg synes, det opførte sig noget sært, da jeg brunede det i gryden og tjekkede indpakningen. Det viste sig, at jeg havde købt oksekød med 25% grøntsager. Wtf?! Hvis jeg ville have grøntsager, så havde jeg købt grøntsager!

4. I samme butik havde de tilbud på de der kæmpestore, grønne vindruer, der smager fantastisk. Jeg købte begejstret et kilo og spiste så mange, jeg fik ondt i maven. Følte mig urimeligt meget som en 8-årig.

5. For nogle dage siden tillod jeg endelig mig selv at gå i gang med den nye sæson Project Runway. Jeg eeeeeelsker Project Runway, men jeg hader at skulle vente en hel uge på et nyt afsnit, så jeg starter altid bevidst lidt senere. Da de i det første afsnit viste flashbacks til den foregående sæson, kunne jeg imidlertid intet genkende. Det viste sig så, at den sidste sæson, jeg så, var sæson 10, og nu kører sæson 12. Der har på en eller anden måde kørt en hel sæson af et af mine favoritshows, uden jeg overhovedet har opdaget det!

6. Facebook bliver ved med at anbefale mig tvivlsomme datingsider med endnu mere tvivlsomme Arto-fyre på reklamebilledet. Nej tak.

7. Forleden lå jeg i min seng om aftenen, da Frank hoppede op til mig. Det var der ikke noget nyt i, men så besluttede han sig for at nyse, og jeg kunne pludselig mærke fine, små støvdråber af Frank-snot lande rundt omkring på min nøgne ryg. Wadr.

8. Det tog mig i går tre timer at komme fra Køge til Nørrebro, fordi S-togene hader mig… (Og nogen vist havde kastet ting ud på kørebanen.)

9. Da jeg endelig ankom til fødselsdagsfest nummer to, var jeg pinligt ædru, mens resten af festen, der havde været i gang siden klokken 16, var spritstive. Så føler man sig virkelig malplaceret.

10. En af fyrene til festen talte til mine bryster hele aftenen. Jeg sværger, han ville ikke kunne genkende mig, hvis nogen bare viste ham et billede af mit ansigt.

11. Da vi skulle fra festen videre i byen, gik jeg hen for at finde min jakke. Den havde imidlertid været offer for en eller andens fuldemandsklodsethed og var drivvåd af øl. Jeg mener drivvåd. Jeg var nødt til at vride den for overhovedet at kunne gå med den i hånden. Lige nu hænger den til tørre på altanen, men noget siger mig, den skal have i hvert fald en tur eller to i vaskemaskinen.

12. Det betyder også, at jeg ikke kan gå ud på altanen, før jeg er blevet tømmermandsfri igen. Tømmermænd og gammel øl-lugt er bare ikke en god kombi.

Kommentarer (14)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.