Om bloggerglæde

Min kritik af Marie fra Vilde Kaniners skift i bloggerstil var egentligt bare en sidebemærkning i et indlæg, der ellers var ment som ros til nogle af mine favoritbloggere. Bemærkningen rendte imidlertid med en del mere opmærksomhed end planlagt, da det viste sig, at mange af jer havde samme oplevelse af situationen som mig.

Så var der én, der spurgte ind til dette skift på Maries blog med link til indlæg samt efterfølgende diskussion herinde. Marie svarede bl.a.: “Min blog er ikke mit liv, det er mit job.” Den bemærkning kunne jeg ikke lade være med at studse lidt over. Jeg vil lige understrege, at jeg ikke er ude på at starte nogen form for beef med Marie. Jeg respekterer hende utroligt meget, og jeg synes stadig, hun opretholder en unægtelig høj kvalitet på Vilde Kaniner. Det er hendes lille bunke ler, som hun kan forme, som det passer hende, og lige så vel som jeg har ret til at komme med kritik af hendes nuværende bloggerstil baseret på personlige præferencer, har hun ret til at ignorere den kritik.

Men den bemærkning der… Den gør ondt på mig. Marie har flere gange pointeret, at lønnen er latterligt lav i forhold til antallet af timer, hun lægger i bloggen, så jeg er sikker på, hun også stadig har interesse i at blogge, men jeg ville alligevel være utroligt ked af at skulle betegne min blog som et arbejde. Den er min baby. Lige efter Frank, selvfølgelig.

Og så begyndte jeg at tænke lidt på det, jeg kalder bloggerglæde. Det er forestillingen om bloggerglæde, der får én til at overhovedet starte en blog. I starten er alting nyt og spændende, og man følger slavisk med i hver eneste lillebitte udvikling. I den allerspædeste begyndelse fik jeg bogstaveligt talt hjertebanken, når der tikkede en mail ind, der fortalte, at der var blevet lagt en kommentar på et indlæg. Hver eneste gang, jeg fik en fast læser, blev det belønnet med en lille sejrsdans. De små ting var ikke små, de var kæmpestore!

Med tiden er min hjertebanken blevet mere normal, men jeg har stadig enorme mængder bloggerglæde. Det er den, der holder mig kørende. Jeg smiler stadig stort ved hver ny læser og sluger sultent hver eneste kommentar. Det er så nemt at blive forvænt, at jeg lige skal huske mig selv på, at der var engang, hvor det at få en ny læser var ugens højdepunkt, og selvom det sker pretty much dagligt nu, så er det stadig kæmpestort, at der er et menneske ude på den anden side af skærmen, der har fundet mit liv, mine meninger, min blog interessant nok til at følge fast med i!

Og det var ca. lige der, det slog mig, hvorfor jeg er begyndt at oppe min læsning af de mindre og/eller nyere blogs og skærer flere og flere af de store, gamle fra: Det er simpelthen for nemt for dem. De store altså. De har fået bolden rullende, og nu ruller den bare videre af sig selv. Med en fremtrædende plads i deres bloggerfællesskab og ditto på fx bloglovins “mest populære” liste kan nye bloglæsere nærmest ikke undgå at opdage dem. Sponsorater, gaver og invitationer holder dem på toppen. Nogle tager det i stiv arm og fortsætter, som de altid har gjort. Nu bare med velfortjente belønninger. Misforstå mig endelig ikke. Naturligvis er der kvali på toppen, masser af kvali! Men så er der de andre. De andre, der bliver dovne. De andre, der holder op med at kæmpe for det, holder op med at stræbe, holder op med at udvikle sig. De bytter deres bloggerglæde ud med købte indlæg og ligegyldige, mekaniske opdateringer.

Og det er så skrækkelig ærgerligt. Hvis jeg nogensinde når det punkt, så skal I være søde lige at give mig et nakkeskud. Jeg ønsker aldrig, at min blog bliver en pengemaskine. Nej, det er jo løgn, selvfølgelig vil jeg gerne svømme i penge, som bloggen har indtjent mig, men det skal være med troværdigheden i behold!

For en uges tid siden rendte jeg ind i en helt grøn blog. Bloggeren bag var lige blevet linket til hos en lidt størrere blog, og hun skrev et begejstret indlæg, hvor hun proklamerede, at dagens besøgstal som følge deraf var trecifret. Trecifret! Og glæden ville ingen ende tage! Det gjorde mig barnligt glad at læse det indlæg, for i dag er jeg et sted, hvor jeg snildt kommer op på trecifret i løbet af en time, men jeg kan stadig tydeligt huske dagen, da denne blog første gang nåede samme milepæl, og det var ikke så lille en ting!

Min pointe er, hvis I skulle have svært ved at lokalisere den i rodet ovenfor, at det er vigtigt at bibeholde og sætte pris på sin bloggerglæde. Det kan være skrækkeligt nemt at komme til at slå autopilot til, men temmelig svært at slå den fra igen. Blogging er et lystbaseret medie og fungerer bare bedst sådan. Det kan altid mærkes, når en blogger mister inspirationen, men insisterer på at fortsætte – af vane, monetære grunde eller hvad ved jeg. Og det er ikke et kønt syn.

Jeg runder af alle aparte ting af med et Batman-citat, fordi det passer så fint i sammenhængen, og jeg har prøvet at finde en mindre popkulturel afslutning i en halv time nu uden succes: “You either die a hero, or you live long enough to see yourself becom the villain.”

Kommentarer (21)

  • Jeg elsker dine filmcitater!!! Det er lige mig, batman, Star Wars, Ringenes Herre og diverse tøsefilm…
    Just bring 'em on ;0)

    Hvad angår resten, så kan jeg godt følge dig… Må også sige, at i det (pænt lange) stykke tid efterhånden jeg har fuldt dig, der har du nu haft en ret stor udvikling med bloggen – And I'm lovin' it (for lige at bringe lidt flere fortærskede floskler på banen)…

  • Haha, jeg tror Descartes ville vende sig i graven over billedet! 😉

    Men med hensyn til Vilde Kaniner, store blogs og så videre, må jeg erklære mig enig. Jeg har for nyligt kigget mine gamle indlæg igennem og faldt over et indlæg om mine yndlingsblogs og gik så i gang med at lave en opdateret udgave (muligvis med dit indlæg som inspiration, i baghovedet). 🙂 I det gamle indlæg var Maries blog en af mine favoritter, men dog ikke i det nye.

    Du burde næsten tjekke det ud, du vil nok falde over et navn du kender 😉
    http://theslightlydarkerside.blogspot.dk/2013/06/some-of-my-favorites-2.html

  • Jeg har som regel lyst til at spamme de fleste indlæg med tilfældige citater. Problemet er bare, at reference-jokes kun er sjove, hvis man kender referencen, og det er jo ikke alle, der ser lige så meget tv som mig… Så jeg holder det til engang imellem. 😉

    Tjek, det tog mig næsten et år at finde min “bloggerstemme”, men jeg er godt tilfreds med, hvor jeg er landet. Er mægtig glad for, du har det ligeså! 🙂

  • Jeg synes altid, det er interessant at læse dine blog-relaterede indlæg, Miriam. Tak for dem 🙂 Det er meget forfriskende, at nogen “indefra” italesætter de tendenser, vi ser og du har flere gange formået at få mig til at tænke over, hvorfor jeg i stigende grad mister noget for en blogger – eller forsøge at se migselv udefra, selvom den slags jo stort set altid er umuligt.

    I det her indlæg, minder du mig om, at de 2-3 store modeblogs, mine absolut favoritter i flere år, der endda kickstartede hele min lyst til at blogge, oftest ryger i “mark as read” kategorien. Det er lidt vemodigt. .. noglegange kan det føles lidt som at vokse fra en veninde, hvis det er en blogger, man har fulgt tæt og været rigtig glad for.

    Uanset tonen på Maries blog (som ejg gætter på er opstået i en blanding af “professionalisering” og selvbeskyttelse, hvilket nok er naturligt med SÅ mangelæsere.. jeg ville sgu også få brug for at lægge lidt distance, ellers ville jeg føle mig lettere nøgen) synes jeg stadig, hun er meget kreativ, flittig og dygtig. Hun holder en høj personlig standard og jeg føler mig lidt som en stolt storesøster, når jeg ser den udvikling, hun har været igennem, fordi successen er velfortjent i mine øjne. Ikke at jeg kender hende personligt 😉 Måske er det bare fordi, jeg er lidt ældre, at jeg hurtigt får lidt storesøster-vides overfor de yngre bloggere som fx. Sillewho 🙂

  • Jeg har først for nylig haft tid til at læse det meste af din blog igennem, og selvom jeg ikke er den helt store sko/modeblog-entusiast, så kan jeg virkelig godt lide din blog. Fordi der er de der personlige historier med, og fordi du kan SKRIVE! Og det burde næsten være et krav for at få lov til at oprette en blog.. hele blogverden er efterhånden druknet i alt for meget se-mig-i-mit-tøj-LOLZ-blogge, og jeg hader dem. Der skiller din blog sig rigtigt meget ud, også fordi det hele ikke drukner i outfit-billeder.
    Jeg har selv blogget sådan on/off siden 2004, men er først nu ved at finde ud af hvordan min blog er.. også fordi det kom lidt bag på mig, at jeg pludselig er blevet “tegneblogger”, og lige skal finde mit fodfæste i den kategori, for selvom det ikke var sådan det startede, så er det sådan jeg gerne vil fortsætte. Og da jeg stadig er ved at lære at tegne, så er min blog én stor gang rod lige nu. Men synes også, at det er ok, for selvom man har fundet sin blogging-stil, så synes jeg det er fint at der sker en udvikling i den stil. Men den blogging-glæde som du nævner, den skal være der. Det skal aldrig bare blive et arbejde. Det er så gennemskueligt når man ser en blog, hvor bloggeren bare higer efter den “berømmelse” som 0,000001% af bloggere opnår. Og jeg står af lige med det samme når jeg ser sådan en blog.

  • Virkelig fint og vedkommende indlæg, er helt enig! Og som helt ny blogger er jeg helt med på hvor stort det er at nå tre cifret, det er nemlig også først lige begyndt at ske for mig. Intet mindre end fantastisk 🙂

  • Det er på grund af de her indlæg jeg begyndte at følge dig Miriam! Jeg er ganske ny læser på din blog, men jeg har nu ofte kigget forbi før du blev en del af min daglige bloglæsning! Og selvom jeg ikke er sko-lover (jeg er en taske pige.. hæhæ) så elsker jeg din blog alligevel. Du mixer det personlige med de ting du elsker og du er ikke bange for at åbne munden og få nedskrevet dine meninger – and I love them!

    Min blog er jo ret så ny og egentlig også bare en lille rodebunke lige nu, fordi jeg ikke endnu er 100% sikker på min stil og om jeg skal have et specifikt fokus på bloggen, men dét vigtige er jo at bloggerglæden er i mig, selvom det ikke 100% afspejler sig endnu, så elsker jeg at pusle rundt med min blog <3 Min lille baby næst efter min kat (dér ligner vi ret meget hinanden faktisk, jeg har også en dejlig lille baby aka Futte 😉 ).

    Nuvel, dét jeg egentlig ville skrive (Jeg mister fokus relativt let) er at jeg virkelig føler du har åbnet mine øjne siden jeg startede med at læse herinde. I lang tid har jeg klikket 'marked as read' dagligt til en del blogs, som jeg ellers i begyndelsen synes var the shit (heriblandt frk. vild kanin) og jeg kunne ikke rigtig sætte ord på hvorfor – men det har du så perfekt gjort med det her indlæg. Der er alt for mange top-blogger, som er blevet dovne og blogger uden nogen former for glæde og dét er virkelig en skam! De har kæmpet SÅ meget og nu giver det op? Come on!

    Så nu begynder min jagt på nye blogs blot endnu mere. Jeg tjekker altid kommentar i folks indlæg i håb om at finde en ny god blog (det var sådan jeg fandt dig) og dét fortsætter jeg i den grad med! Og måske ens bloglovin' liste skulle ryddes lidt op i også? Hmm…

  • Enig enig enig. Jeg har selv startet endnu en ny blog op, og det er præcis som du beskriver. Forleden dag havde jeg 79 (!) sidevisninger. Det var så vildt! Jeg er stadig på præcis 0 læsere. Sørgeligt, men jeg har haft en del blogge før, så jeg ved hvor fucking meget tålmodighed som skal til. Godt du stadig elsker det. Ellers skulle man jo ikke gøre det? 🙂

  • Er fuldstændig enig. Det er som om der er gået rutine i den for mange af de store blogs, det virker ikke rigtig som om de har hjertet med længere. Og som Ann-Sophie er inde på, får det også mig til oftere og oftere at trykke “mark as read” fordi indholdet simpelthen er for tyndt. I flere tilfælde er jeg endt med at trykke unfollow på blogs jeg ellers har fulgt i flere år. Og det sker oftere og oftere efterhånden. Flere virker også på vej til at stoppe helt, fx. når der går flere uger mellem indlæggene (sidebemærkning: skal BD i øvrigt ikke snart have ryddet ud i de inaktive blogs på deres side?).

    Derfor er jeg begyndt at læse flere mindre blogs i stedet. I starten bliver man så glad, når man finder en blog, der er tro mod sit eget koncept. Desværre er det som om der sker noget med blogs, når pr-bureauerne får øje på dem, og de begynder at skrive om events og tage imod gaver, lave sponsorerede indlæg etc. Det gælder fx. Modeso og Blame the business, som ellers har haft deres særlige niche og måde at skrive på. De begynder mere og mere at ligne de andre blogs, og skriver i højere grad om de samme ting, hvilket er ærgerligt.

  • Som en anden læser også har påpeget: indlæg som dette, er virkelig en af grundene til, at man følger med her hos dig :)! Du skriver, så det er fedt at læse selv de helt lange indlæg – fordi man ved, at de er spækket med humor, sproglige finesser, faktisk indhold og så selvfølgelig et batman-citat. Thumbs up.
    Med hensyn til selve indlægget, tror jeg også, at du har fat i noget ret essentielt: Er bloggen ens lille baby/projekt/hobby/younameit, der får en til at danse om kap med sommerfuglene i maven, når en kommentar tikker ind – eller er den 'et job'.. Well.. Efter halvandet år med min egen blog danser jeg stadig med sommerfuglene over hver eneste lille kommentar og min kæreste klapper mig stadig pænt på hovedet og siger tillykke hver gang jeg kan berette om én ny follower på bloglovin'.. Og sådan skal det blive ved med at være – og hvis den dag kommer, hvor gamle læsere klikker 'mark as read', så håber jeg, at de siger det til mig før de forsvinder helt og bloggen bare bliver en af mange.
    Det største kompliment jeg nogensinde har fået mht bloggen, var da min (absolut ligeglade med pige-mode) lillebror sagde, at det var ret sjovt, som man kunne 'høre mig snakke' når man læste bloggen :). Selvfølgelig er der forskel på skrift- og talesprog, men jeg nægter simpelthen at tro på, at fx Marie taler som hun skriver..

  • Det var lige præcis der, jeg startede overvejelserne, jeg har i dette indlæg: Jeg begyndte at klikke “mark as read” uhyggeligt ofte!

    Jeg er helt enig i, at Marie stadig er knalddygtig! Ingen tvivl der. Jeg synes bare, det er ærgerligt, hun distancerer sig via sit sprogbrug. Jeg synes, man mangler den “connection”, der tidligere var der…

  • Altså først og fremmest tak! Jeg sætter en stor dyd i, at min sprog er interessant og flydende, for det er den type sprog, jeg selv foretrækker at læse, så jeg er glad for, at der er nogen, der bemærker min indsats! 🙂

    Jeg synes, du er skidegodt på vej til at finde din niche. Det tog mig over et år med daglig blogging, før det gik op for mig, at jeg netop var en fame-whore, og min blog var bare kikset… Så skiftede jeg stil, og så har det temmelig meget kørt lige siden.

  • Det tog mig ret lang tid at finde min “bloggerstemme”. Det er ikke noget, man skal skynde sig med, det tager sin tid. 🙂

    Det er sjovt, det er PRÆCIS sådan, jeg selv finde nye blogs: Jeg gennemlæser altid kommentarfeltet hos mine yndlingsblogs. Der er langt mellem snapsene – ikke fordi der er mangel på gode blogs, men alle gode blogs passer bare ikke til ens personlighed og smag. Der er mange af de helt store blogs, som fx Anywho, som jeg bare ikke gider, fordi den er strippet for AL personlighed.

  • Helt enig mht til tendensen med at gå kommerciel, når man bliver “opdaget”. Det er så pisseærgerligt. Jeg kan sagtens forstå, at man gerne vil tjene nogle penge, men jeg forstår ikke, at man ikke udvælger sine sponsorater med omhu… Der er Sillewho fx virkelig sej!

    Mht BD, så er deres topbar jo ren kaos efterhånden! Der er nogen, der bør give den en kærlig hånd!

  • Først: Tak for de pæne ord. Jeg bliver virkelig glad, når jeg for komplimenter for mit sprog, for det er virkelig noget, jeg sætter en stolthed i at gøre underholdende!

    Dejligt at du også har bibeholdt din bloggerglæde!

    Marie har bare misforstået, hvad et godt sprog er. Hendes er blevet stift og overkorrekt, og det er ikke en fornøjelse at læse. Det er bare akavet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.