Nedturstid og melankoli

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=GVGBdhRxU5A&w=800&h=550]

Jeg er ramlet ind i en nedturstid. Det er eddermame irriterende. Men i det mindste har jeg nu luret, hvad det kommer sig af: Gennem det sidste lange stykke tid har jeg taget visse mennesker op til overvejelse i mit liv. Jeg var begyndt at bemærke, at nogle folk simpelthen gav mig dårligt selvværd. Jeg ville ankomme til en aftale i fint humør og gå derfra igen temmeligt miserabel. Og sådan skal det jo ikke være! Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er ret følsomt anlagt og ofte endda tager ting væsentligt mere personligt, end de er ment, men hvis man påstår at holde af mig, så må bør man da tage hensyn til det. I hvert fald bare en lille smule… Ikke?

Nå, men jeg skar lidt i vennekredsen. Nedtonede kontakten til nogen, droppede andre helt. Det gjorde ondt, javist, men mest af alt lettede det gevaldigt. Tænk, alle de bekymringer min underbevidsthed har båret rundt på i den forbindelse. Tænk, at man skal grue for at være sammen med sine venner?!

Men så kom nedturen. Og jeg forstod det ikke. Jeg havde jo lige taget tyren ved hornene, gjort noget ved problemet, så hvorfor havde jeg det nu værre end bedre? Og så var det, det gik op for mig, at jeg havde en eller anden forventning om, at alting ville blive en dans på roser, nu hvor de grimme mennesker var væk. Og det skete bare ikke, for sådan er hjernen ikke skruet sammen. Desværre. Og det er jo frustrerende, for så skal man begynde at finde ud af, hvordan man så lapper sammen på sig selv, og det har jeg ikke den fjerneste idé om.

Selvværd er en sær størrelse. Især fordi jeg har selvtillid væltende ud af alle kropslige åbninger (ej, klammo mentalt billede, undskyld!), så hvorfor kan resten ikke bare følge med?

Det var vist lidt rodet, jeg skulle bare lige af med det! Kender I det?

Anyway, nedturstider giver mig altid lyst til at høre melankolsk musik. Men hvis det bliver for melankolsk, så sumper jeg mig selv længere ned, ergo forsøger jeg at ramme en form for upbeat melankoli. Om muligt. Som fx den her sang fra en sød dreng ved navn Caspian, som jeg oven i købet gik på efterskole med for et par år siden… Okay, mange år siden.

Kommentarer (6)

  • Jeg kender det alt for godt. Jeg har også selv været ude i en lignende “oprydning” om man vil, men nej det er ikke noget der ændrer på humøret fra den ene dag til den anden – desværre. Hvis mit humør er alt for skod hjælper det at sætte pris på de små ting. Som f.eks. en gåtur i lækkert vejr, at bage en kage, eller noget lignende. Og ellers så er jeg sikker på du nok skal komme ovenpå igen, du virker ihvertfald til at være en pige med ben i næsen! 🙂 Hav en skøn mandag!

  • Øv – kender godt de faser, hvor man er nødsaget til at rydde op i sine venner, hvilket aldrig er sjovt. Har dog lært med tiden, at det er bedre at give slip. Det hul man føler indeni skal nok blive udfyldt igen. Så man skal tro på det bedste, specielt fordi (som du jo selv siger) man har gjort noget godt for sig selv. Jeg synes du fortjener et skulderklap. Fedt når folk er tro imod sig selv og sine følelser, samt ikke lader sig styre af tryghedsfølelsen.
    Håber dagene snart klarer op for dig så småt – men mon at de gør det. Andet ville da være underligt i dette dejlige sommervejr 😉

  • Det er så meget bedre at give slip, men puh, det er også hårdt. Tak for skulderklappet, jeg er også stolt af mig selv, for normalt er jeg kæmpe tryghedsnarkoman! 😉

  • Jeg bliver altid så “glad” når jeg læser denne slags indlæg. Ikke fordi, at jeg på nogen måde synes, at det er godt du har nedtur, for det er det i den grad ikke. Men jeg er glad for, at du skriver om det, er åben om det og deler det! Thumps up til dig. Jeg håber, at du snart har optur på igen. Jeg ved nemlig alt for godt, hvordan det er, at have nedtur og det er bare ikke sjovt.

  • Tak tak. Det er lige præcis af den grund, jeg vælger at skrive denne type indlæg. Vi er der jo allesammen fra tid til anden, og jeg ser ingen grund til at skjule det!

Der er lukket for kommentarer.