DIY: Fyldte chokolader

Lidt om larmfilteret

Jeg er som bekendt hende, der altid har det varmt. Altid. Derfor er jeg også allerede begyndt at sove med åbne vinduer for at dæmpe temperaturen i mit soveværelse om natten. Uheldigvis medfører det en hel del larm udefra, og i morges klokken lidt over otte blev jeg vækket af en eller anden unge ude i gården, der prøvede at komme i kontakt med sin mor på den klassiske måde: “Mor?” Cirka to sekunder uden respons. “MOOOOOOAAAAAAAR?!?!” 

Den slags opførsel forventer jeg af børn. Børn har intet larmfilter, børn kan ikke finde ud af at tage hensyn, børn er børn. Det respekterer jeg (omend jeg til tider har lyst til at stå op og kyle rådne æg ned i hovedet på dem). Mit spørgsmål er følgende: Hvornår kommer tidspunktet, efter man er blevet forælder, hvor det larmfilter, man med megen møje og besvær har installeret for at få lov til at kalde sig voksen, afinstalleres, så man, når man hører sit barn skrige, ikke går ud til det og siger: “Hey, mini-mig, du er pissesød og shit, men klokken er lort om morgenen, og din skingre stemme kan høres helt til Brøndby Strand, hold lige kaje og kom ind i lejligheden og tal til mig i et almindeligt toneleje i stedet.”? I stedet vælger man at synke ned på barnets kommunikationsniveau og skrige tilbage til ungen fra et sted indefra lejligheden: JAAAAAAAA AUGUUUUST, HVAD ER DEEEEER?!?”

Uanset hvornår det sker, at man pludselig igen synes, larmfilteret er unødvendigt, så synes jeg, vi som samfund bør gå ind og gøre en indsats for, at det holder op med at ske, så de af os, der er barnløse og søvnglade også kan dyrke vore hobbyer i fred. Tak.

PS: I et forsøg på at minde mig selv om, at jeg også selv har været en ihærdig larmer engang, er ovenstående billede af mig plus moms. Det er naturligvis mig i den prikkede. Min mave har altid været lidt velvoksen, ahem.

PPS: Jeg bøjer mig i støvet. Bloglovin-nasse-tricket virker. Og I er røvseje, og jeg er glad igen. Møs på jer! Nu skal jeg have en morfar, for møgungerne skal til at spise aftensmad…

   

4 kommentarer

  • Bahaha! Senfirserne havde darjlig, darjlig mode!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har kun én ting at sige: er der nogen der er så venlige at sætte katte-sweateren på pigen til venstre i produktion?? Eller bare sender mig en opskrift, så jeg kan få sat min super-strikkende farmor i sving, for sådan én ska' jeg da ha'!! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du har stensikkert ret, jeg skriver som altid bare ud fra eget egoistiske synspunkt… 😉 Og så findes der altså også forældre som fx lille Augusts mor, der helt har glemt, hvordan det er ikke at have børn, lige så vel som der findes folk som mig, der bevidst vælger at holde fest max to gange om året, fordi jeg ved, at bygningen er urimelig lydt, og det er generende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mig bekendt er larmfilteret særdeles veltunet hos forældre 😉 Kender ikke éen forælder, der ikke skammer sig sønder og sammen, når vores børn (er børn) og derfor taler i det toneleje, de selv finder passende. Eller lægger sig bagover i flitsbue, fordi de ikke kan få deres vilje. Forældre kan godt mærke stikkende øjne og mig bekendt, forsøger de fleste efter bedste evne at rette ind, derefter.. Det er min opfattelse, at mange forældre er stort set bare en kæmpe undskyldning for sig selv, fordi børn i det offentlige rum er lidt… tja, lad os bare kalde det, knap så vel modtaget som i andre lande 😉

    De fleste forældre er hundeangst, når de (vi) skal med offentlige transportmidler, for gud forbyde nogle af vores børn skulle fylde lidt (hvilket er en del af deres udvikling, afprøve grænser, finde selvstændig, lære sociale koder, hensyntagen, høflighed, sætte sig selv til sidde osv osv.. Kort sagt, blive en velfungerende voksen. Work in progress) I flyet, i toget, i bussen… eller caféer, offentlige parker osv. Folk gør deres bedste for at tage hensyn til hinanden, men nogle gange vejer andre faktorer tungere.

    Jeg tror snarere, det er et spørgsmål om, som så meget andet i livet, at man skal være den VILDESTE blæksprutte for at kunne følge trit med sin børn om morgenen + gøre sig selv klar og komme ud af job til hente-bringe børn/job/studie til tiden. Og når man er presset, så kan man godt ende ud i et træt “JA, HVAD ER DER??!”

    Jeg husker, inden jeg fik børn, at jeg bandede poderne i vores opgang væk, når de partout skulle lege kl 08 om morgenen, hvor jeg forgæves forsøgte at sove en 4-hestes brandert ud. På samme måde ved jeg, at forældrene til de børn, var temmelig trætte af mig og mine gæster, når vi larmede om aftenen efter kl. 19.30 (hvor forældre endelig har de der hellige alenetimer). Hvis børnene vågner, tja, så har man ikke sit (iforvejen stærkt begrænsede) personal space mere. Dengang synes jeg også, de forældre var temmeligt indskrænkede og uden forståelse for andre, navnligt min situation 😉 Nu forstår jeg dem.

    Ligesom jeg kunne føle, børnene ikke tog hensyn til, at jeg gerne ville sove længe, på samme måde kunne de forældre føle, at jeg ikke tog hensyn til, at både de og deres børn trængte til nattesøvn i weekenden.

    Konklusion: Larmfilteret fejler intet hos (de fleste) forældre, men træthed og manglende overskud kan få en til at tage mindre hensyn til andre, end man burde. Om så man har børn eller ej 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DIY: Fyldte chokolader