En udmattet cykeltyv

Jeg er det smadreste menneske i verden. Nej nej, dén superlative form findes ikke, men den passer på situationen. I dag tog jeg mig endelig sammen til at tage min cykel til cykelmanden. Til læsere med Alzheimers Light/manglende hjernekapacitet til at rumme tilfældige ligegyldigheder fra mit liv, kan jeg oplyse, at nøglen for en måneds tid siden knækkede af i låsen, og jeg derfor har været cykelløs siden.

Jeg har ikke fået den fikset noget før grundet lige dele dovenskab, mangel på tid og panisk frygt for, hvordan folk ville reagere, når jeg kom slæbende med en cykel, der tydeligvis var låst og dermed grangiveligt fik mig til at ligne en cykeltyv.

Hvad, jeg ikke lige havde kalkuleret med, var de fysiske anstrengelser, det koster at føre en cykel fra punkt A til punkt B, når kun det ene hjul kan dreje rundt. Min højre arm har forvandlet sig til gelé. Gelé med ømhed, hvor der engang var muskler. Flere gange overvejede jeg bare at sætte mig ned og gnave kædelåsen over…

Men lykkedes gjorde det trods alt til sidst, og jeg er nu en funktionel cykel rigere, hvilket bliver nyttigt i morgen, når jeg skal på genbrugscrawl (tænk pub crawl med aflagt tøj i stedet for alkohol) på jagt efter ting til mit kostume til fastelavnsfesten fredag. Kryds fingre for mig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.