Se mig...

Repost: Om modeugen og min manglende vigtighed

Det her er en repost fra august sidste år, men jeg kan mærke de samme følelser komme snigende. Man skulle ellers tro, jeg havde accepteret situationen nu, no?

Den første følelse er glæde. Åh, så meget glæde over at endnu en modeuge er over os, og at jeg denne gang har en blog, er en person af vigtighed, skal ind at drikke gratis champagne i spandevis… Men hov, hvad er nu det? Ingen invitationer? Næh nej, skuffelsen overtager lynhurtigt glædens plads. Jeg er blevet vejet og fundet for let (eller nok snarere for tung med tanke på modebranchens standarter), jeg er ikke blevet inviteret til en fløjtende fis. ARJ!

Det finder jeg mig ikke i! Ved de ikke, hvem jeg er?! Næh… Det gør de nok egentlig ikke, det er vel det, der er problemet. Egentlig er det nok også sundt nok ikke at tage af sted. Man ville bare forelske sig i en masse ting, som man 1) ikke har råd til og 2) ikke kan få fat i før om i hvert fald et halvt år. Bevares, det er måske også meget godt, at nogle af os bloggere holder os væk fra hele det spektakel. Jeg mener, selvfølgelig er det spændende og så’n, men hele blogland bliver jo suspenderet fra normale tilstande for en uge, og de skriver jo alle sammen om det samme. Hvis jeg skal læse så meget som én sætning mere om InWears imponerende unge kollektion eller Wackerhaus’ drøninteressante styling, så skriger jeg!

Lyder jeg bitter? For det er jeg altså stadig lidt. Men det er mest på grund af de gratis ting. Det er der, jeg dør lidt indeni. Åh, så mange goodiebags, mini-cupcakes og førnævnte champagne. Misforstå mig nu ikke, det er ikke, fordi min lille blog er fuldstændig ligegyldig ude i cyberspace. Jeg er oppe på flere mails om ugen fra alt fra webshops til fashion communities, der gladeligt meddeler mig (nogle gange på engelsk?!), at de elsker at læse min blog, og om jeg måske ville skrive et lille indlæg om dem?

Read my lips: Nej! Hvis I virkelig elskede at læse min blog, ville I vide, at jeg er det mest materialistiske menneske, jeg kender. Og så er vi tilbage ved gaverne. Jeg vil have sko, gavekort eller i det mindste et lille, sølle affiliate-link. Noget for noget, venner. Quid pro quo, som det hedder på latinsk – og alle ved, at når noget siges på latinsk, så er det sandhed!

Nå, det blev lidt rodet, skal vi opsummere? Modeugen sucks, men mest fordi jeg ikke er inviteret. Jeg kan godt lide champagne. Jeg modtager slet ikke nok gaver i mit liv.

Hvordan har I det med modeugen?

   

6 kommentarer

  • Blærerøv. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jajajaja. (Jeg har også fået e-cigaret-tilbuddet.)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • PRÆCIS MIT PROBLEM! Caps lock intended.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • JJT

    Modeugen rocks! Men mest fordi jeg er inviteret til en masse shows.. Føler mig dog stadig ikke særligt vigtig? Og befinder mig i mit livs værste tøjkrise – præstationsangst much?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Modeugen sucks, men mest fordi jeg ikke gider glo på de samme billeder af de samme kollektioner, som jeg dybest set er ligeglad med, og som ikke er aktuelle nu. Undskyld. Jeg burde nok slet ikke læse modeblogs, men bare flytte ind i Pull&Bear og Zara mm.

    Og jeg modtager slet ikke nok gaver i mit liv heller (Tilbud om e-cigaretter og snoldede usb-stik tæller ikke). Hvor klager man?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Siden jeg var 12 år, har jeg vidst, at jeg skulle med til modeugen! Jeg har også vidst, jeg er cool og vigtig nok til det! Jeg har jo 20 gange bedre stil end de fleste der. Problemet er bare ingen andre ved det endnu..! Jeg bare nok for fashion til modeugen, tror jeg..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Se mig...