Jeg er jo Bridget Jones #68

1. Jeg er nu officielt tilbage til et punkt, hvor jeg er så fattig, at jeg har brugt de sidste par dage på at opstøve alt, jeg har af værdi, som jeg er villig til at skille mig af med. (Og med villig mener jeg, at jeg trods alt hellere vil have mad end at sidde sultent med disse ting i armene.) Tid til at lade Trendsales redde min røv.

2. Efter at have brugt en halv arbejdsdag på at tage billeder af lortet kom jeg i tanke om, at jeg ikke er VIP-medlem og derfor ikke kan oprette 300 annoncer. Jeg har ikke råd til at blive VIP-medlem, så jeg kan sælge mine ting, så jeg kan tjene nogle penge. Hej, skæbnens ironi! (Jaja, jeg ved godt, jeg bare kan gøre det til den første, men det lyder ikke lige så dramatisk.)

3. Da jeg i går aftes legede med mit kamera i vindueskarmen, (i et forsøg på at finde en måde at tage billeder på med blitz, uden resultatet ligner lort,) kiggede jeg efter noget tid ud af vinduet, kun for at blive mødt med undrende blikke fra genboens lejlighed, hvor der blev holdt fest. De troede, jeg tog billeder af dem… Hvordan forklarer man bedst med fagter, at man bare leger med en blitz og ikke er en bizar stalker?

4. Jeg har brugt alt data på mit internet i denne måned. Oister tilbyder ikke ubegrænset data, så hvis jeg serienørder for meget en måned, så lukker de ikke mit internet, næh, de gør noget meget værre: De sætter hastigheden ned til slut-90er-niveau, så man skal sidde og vente for evigt på, at en enkelt side loader.

5. Jeg seriernørder for meget ca. hver måned. O_o Jeg hader Oister. Hvem kan anbefale en god og billig internetudbyder?

6. Jeg har fået et brev fra mit elfirma om, at jeg skal aflæse min elmåler inden den første februar. Det får jeg hvert år, og hvert år glemmer jeg alligevel, hvordan man aflæser sådan en dims.

7. Jeg kan allerede nu forudse, hvordan det kommer til at gå: Jeg udskyder det til sidste øjeblik og kommer til at rende forvirret og skrækslagen rundt nede i kælderen den 31. januar klokken kvart i midnat. Jeg er ikke bare forudsigelig, jeg er tydeligvis også lettere retarderet.

8. Frank har udviklet en ny og brandirriterende vane: Han lægger sig til at sove nedenunder min seng. Det ville ikke gøre mig noget, bortset fra han snorker. Normalt ville han ligge ved siden af mig, og så ville jeg tjatte til ham, hvilket ville få ham til at stoppe snorkeriet. Ikke så nemt, når han har forputtet sig blandt bedrollers, nullermænd, gammelt vasketøj og 14 glemte par sko…

Kommentarer (14)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.