Fødselsdagsbarn

Trends, jeg ikke forstår #2

I var helt med på at snakke om mærkværdige trends sidste gang, og eftersom der ikke ligefrem er mangel på dem, får I her endnu en omgang ting, jeg gerne så forlade modebilledet.

1. Der var en læser, der nævnte den i kommentarerne sidste gang, og jeg må erklære mig enig. I blogland har den fået rigtig meget opmærksomhed og er blevet døbt “bamsefrakken”, hvilket er meget passende, for det ligner grangiveligt, at Zara, der står bag vidunderet, har været ude at samle gamle tøjdyr ind, hvorefter de har hevet en dolk frem og med mord i øjnene er begyndt at molestrere tilfældige menneskers barndomsminder… Men den er sikkert dejlig varm.

2. Du er med garanti lige så lidt buddhist, som du er kristen, men du blev jo også konfirmeret på trods af, at du ikke er et af Guds bedste børn, så hvorfor skulle du ikke kunne gå med Nialaya-armbånd? Det skal jeg fortælle dig: Fordi det ligner noget, små børn sælger på gaden i Thailand, bortset fra at du her ikke gør en god gerning ved at købe, du gør bare en rig mand rigere – og endnu værre: Du opfordrer mænd til at gå med armbånd. Mænd skal ikke gå med smykker! Okay, ur og vielsesring er undtaget, men analkugler på en snor rundt om håndleddet er helt sikkert no-go.

3. Maison Martin Margiela har alle dage været mærkelige. Det er i og for sig det, de gør, og jeg forstår også godt, at man kan blive revet lidt med af hele designerkollektion-hos-H&M-konceptet, men det betyder virkelig ikke, at man bare skal klappe i sine små fede hænder ved synet af navnet på æsken. Det her er en tot hår i en ring bundet rundt om halsen. Nu mangler du bare en skål med afklippede tånegle på dit sengebord, så er du en seriemorder.

4. Akrylnegle så store og firkantede, at selv en blind ville kunne se, at de var fake. Eller måske snarere kunne lugte det. Det er ikke pænt, og det er ikke feminint, og er du helt ærligt ikke ved at være ret træt af ikke at kunne få din iPhones touch screen til at fungere?

5. Jeg har slet ikke ord for, hvor grimme, jeg synes, creepers er. De minder mig om de der sko, som drengen, der var udenfor, i gamle Astrid Lindgren-serier fra ens barndom, skulle gå med, fordi hans ben ikke var lige lange.

6. Det her er en af mine absolut mest forhadte bloglandtendenser. Dette er ikke, jeg gentager: ikke, et par “billige vinterstøvler i ægte læder”. Dette er et par jodphurs. Man bruger dem, fordi man er hestepige, og det selvfølgelig ikke er skidepraktisk at gå rundt i knælange støvler dagen lang. Jodphurs er altså ikke beregnet til at gå rundt i på strøget, men snarere til at hente heste på en mudret mark eller hoppe rundt i på møddingen.

7. Billedet illustrerer min følelser til perfektion. Lad nu de forpulede, shiny ass dynejakker hænge!

Er der noget, I vil bitche med over den her gang? Eller vil I måske hellere bitche over mig? Bring it on!

   

8 kommentarer

  • Der findes en million støvler, der ligner hestepigestøvler mere. Når man har været hestepige, så er det bare lidt svært at se det fashionable i den slags fodtøj. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Men de er jo til hestepiger! Altså… 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • De er så GRIMME!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hahaha! Jeg synes rullekraver er hyggelige… Men måske ikke altid så klædelige, nej. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er heller ikke heeelt enig med nr. 6, nok mest fordi jeg selv har dem, og det er mine hverdags-støvler.. De er så gode, og jeg synes egentlig ikke de sender hestepige-wipes.. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • haha, enig med alle og sidder og klukker lidt for mig selv – dog undtagen måske lige nummer 6. Det kan godt være de ikke er pæne, men de er virkelig behagelige! Og så er de dejligt nemme at tage på – hvilket er plus når man har en dreng pæå 15 måneder der ikke har meget tålmodig til at mor også skal have tøj på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Haha.. Jeg er helt vild med dit blogindlæg. Specielt nummer 7. kunne jeg ikke være mere enig i 😛

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rullekrave. Forstår det bare ikke. Hvem ser pænere ud med kortere/ulden/ingen hals?
    Og så særligt hvis man er skaldet eller har et par gode kinder, som bare vælter udover kanten på den unaturlig ikke eksisterende hals – så ser det virkelig grotesk ud.

    Rullekraver er mit mareridt.

    – Kit

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsdagsbarn